23948sdkhjf

Vinduesproducent trækker landskamp til Mors

Det er 27 år siden, der sidst blev spillet en landskamp i Nykøbing Mors, men nu kan øboerne se frem til et snarligt opgør, når det danske kvindelandshold i håndbold til marts tager imod Brasiliens håndboldkvinder.

Nærmest siden Mors-virksomheden KPK Døre og Vinduer blev sponsor for det danske håndboldlandshold i 2015, har vinduesproducenten arbejdet for at trække en landskamp til Mors. Nu er det lykkedes, og den 29. marts tørner de danske håndboldkvinder ud mod Brasilien i Sparekassen Thy Mors Arena – men først skal de vises rundt på vinduesfabrikken.

– Når håndbolddamerne kommer på besøg, får vores medarbejdere mulighed for at hilse på dem, så vi rigtigt kommer i stemning inden kampen. Samtidig kan vi vise spillerne, hvordan vi – ligesom dem – sætter en ære i godt håndværk, hvilket også er fællesnævneren for os og en af de største grunde til, at vi er sponsor for holdet. Derudover har vi mulighed for at vise spillerne, hvad et sponsorat som dette har af betydning for os som dansk producent, fortæller Jørn Korsgaard Sørensen, direktør i KPK Døre og Vinduer.

KPK Døre og Vinduer, som netop har forlænget sponsoraftalen med DHF med yderligere to år, har inviteret alle medarbejdere med påhæng til kampen og forventer at stille med intet færre end 500 tilskuere.

– Der har generelt været en helt enorm opbakning omkring vores håndboldsponsorat fra vores medarbejdere, kunder og samarbejdspartnere med stor deltagelse ved de forskellige kampe, og derfor glæder vi os bare ekstra meget over nu at kunne give dem og lokalområdet oplevelsen på hjemlige breddegrader.

God stemning i lokalområdet
Det er Morsø Kommune og Sparekassen Thy Arena Mors, som i samarbejde stiller arenaen til rådighed, og her glæder blandt andre kommunens borgmester sig over den kommende håndboldfest i byen.

– Vi har ikke haft en landskamp i Nykøbing Mors siden 1983, og derfor glæder det os også meget. Det giver nemlig ikke alene positiv omtale af kommunen, men er også med til at skabe noget fællesskab på øen. Mors er generelt en håndbold-ø med stor interesse for sporten, og derfor forventer vi også en fyldt hal den 29. marts, fortæller borgmester Hans Ejner Bertelsen. 

Også hos DHF er man spændte på den kommende kamp på Mors:

- Vi har siden 2015 haft et rigtigt godt samarbejde med KPK, og derfor er det også oplagt, at der nu kommer en landskamp til Mors, så lokalområdet kan opleve den folkefest, det giver. Generelt har vi oplevet en enorm opbakning fra KPK, så hvis resten af Mors viser samme interesse for håndbold, som virksomhedens medarbejdere og samarbejdspartnere har gjort, så forventer vi, at billetterne hurtigt bliver solgt, fortæller DHF’s direktør, Henrik M. Jacobsen.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094