Rapport: Ventilkorrosion og tungmetaller i drikkevand kan undgås
Ny forskning ved Force viser positive resultater ved brug af messingventiler med såkaldt TEA-belægning.
En ny rapport fra Force viser imidlertid, at problemet kan afhjælpes ved at benytte messingventiler med såkaldt TEA-belægning.
Drikkevandsledninger udføres i stigende omfang i rustfri stål, PEX eller Alupex, mens installationskomponenterne oftest er i messing eller rødgods. Det giver stor risiko for lokal korrosion, der typisk opstår, når vandet har et højt indhold af mineralske salte, fx som i Storkøbenhavn.
Undersøgelserne fra Force Technology viser, at korrosions- og udfældningsproblemet kan afhjælpes af den syrefaste, binære tin- og nikkellegering TEA (Ternary Eco Alloy®), som slet ikke findes i tilstandsdiagrammet, og som man ikke kan smelte sig til.
Vil kunne anvendes i samtlige danske vandtyper
Force har igennem en årrække testet TEA-belagte kuglehaner i realistiske brugsmiljøer – bl.a. har man i en femårig periode anbragt haner med TEA-belægning under meget hårde forhold i en rustfri stålrørsinstallation for drikkevand i Storkøbenhavn.
Senest har Frank Fontenay og Asbjørn Andersen, specialister i korrosion og metallurgi, gennemført en undersøgelse af korrosionsforhold for messingventiler med TEA-coating i brugsvand.
Hovedkonklusionen er, at der er god mulighed for at opnå tilfredsstillende levetider for messingventiler med TEA-belægning i brugsvand, uanset om der anvendes rør af rustfrit stål, plast, kobber eller varmforzinket stål.
- Samlet set vurderer vi, at messingventiler med TEA-belægning vil kunne anvendes i samtlige danske vandtyper, hedder det i rapporten. Dog forudsættes korrekt udførelse, at den indvendige overflade har tilstrækkelig lagtykkelse og overholder minimumskravene i øvrigt, samt at samlingerne ikke udsættes for højere mekaniske spændinger end nødvendigt, lyder det fra forskerne.
TEA-kuglehaner med frost- og legionellasikring
Italienske Pettinaroli, der har nordeuropæisk hovedkvarter i Danmark, tilbyder to serier af EU-kuglehaner med TEA-belægning – EU og P100 – der samtidig er konstrueret i henhold til den fælleseuropæiske norm for kuglehaner til drikkevandsforsyning DS/EN 13828 samt er frost- og legionellasikrede i henhold til den tyske norm E DIN 3433.
- Resultatet af TEA-belægningen er en så stærk metalbinding i legeringsudfældningen, at der ikke afgives nikkel. Der opnås en overfladehårdhed på op til 700 Vickers, som selv i aggressive miljøer giver fremragende korrosionsbeskyttelse. Desuden sikrer den korrosionsfaste overflade, at der ikke udfældes metaller som kobber, zink, arsen, cadmium og specielt bly til drikkevandet, forklarer salgsdirektør, maskiningeniør Arne Clausen fra Pettinaroli.
De TEA-belagte kuglehaner fra Pettinaroli har igennem fem år kunnet købes hos samtlige danske vvs-grossister, hvor salget i løbet af de seneste to år er steget med op mod 70 % – og i 2010 udgjorde ikke mindre end 315.000 stk. Den tendens oplever også produktchef Finn Skov hos Lemvigh-Müller A/S, der bl.a. leverer til vvs-installatører og industrien.
- Der er stort fokus på korrosion, og vi oplever kraftigt stigende efterspørgsel efter korrosionsfrie produkter, siger han.
Muligt messingforbud i hele EU
Især afzinkningsbestandig messing (Cw602N) har vist tegn på kraftig lokal korrosion ved brugsvandsinstallationer i rustfri stål. Samtidig udfældes væsentlig større mængder bly til drikkevandet end tilladt.
- I områder med hårdt eller mellemhårdt vand overskrider de gængse produkter typisk grænseværdierne for blyafgivelse efter nogle måneders brug. Problemet er, at udfældningen løbende øges over tid, siger Arne Clausen.
Han oplyser, at fire europæiske lande med virkning fra december 2013 har vedtaget forbud mod afzinkningsbestandig messing i kuglehaner, ventiler og andre komponenter i drikkevandsinstallationer. Hos Pettinaroli forventer man, at forbuddet inden da ophøjes til EU-lovgivning.