Tre nye haller til træ: Kjellerup bygger 4500 kvadratmeter
Hos Kjellerup A/S, der primært sælger færdigmalet træbeklædning, får man snart mere plads at boltre sig på. Der er nemlig sat gang i byggeriet af tre nye lagerhaller på tilsammen 4500 kvm., som virksomheden forventer at kunne rykke ind i til sommer.
Det skriver Midtjyllands Avis.
Hidtil har virksomheden holdt til på Frausing Gård, små 10 km. øst for midtjyske Kjellerup, men gården solgte Einar Holmberg, der ejer Kjellerup A/S, i fjor til en tysk komponist.
Det nye domicil ligger i Kjellerup Erhvervspark, og Einar Holmberg fortæller til avisen, at den nye placering nær motorvejen passer virksomheden rigtig godt.
– Og så er det også vigtigt med forretninger i Kjellerup, og ikke mindst er det billigere at bygge nyt her, siger Einar Holmberg til Midtjyllands Avis.