Nyudklækket teglmastodont ser frem mod stort kundemøde
Den 125-årige, danske teglproducent Egernsund Tegl gik i efteråret sammen med Wienerberger A/S, der er en del af den internationale teglkoncern Wienerberger AG.
Den nyudklækkede teglmastodont omfatter godt 250 medarbejdere og består af fem danske og to svenske fabrikker.
Med fusionen sidder Egernsund Wienerberger A/S på et massivt produktionsapparat. Det kombinerer Wienerbergers ekspertise med produktion af en bred pallette af tegltyper, der blandt andet tæller skærmtegl, belægningstegl og tagtegl, med Egernsund Tegls styrke inden for facadetegl og specialtegl.
I forbindelse med fusionen fortalte Henrik Dietrichsen, regional managing director Nordic/Baltic i Wienerberge, til Licitationen – Byggeriets Dagblad, at visionen for det nye selskab er en ledende position på det skandinaviske teglmarked, både i forhold til størrelse, større digitalisering og innovation, tekniske serviceydelser samt de stigende krav om stadig mere bæredygtige produkter.
Peter Høffner Thomsen, kommerciel direktør i Egernsund Wienerberger A/S, gentager pointen og henviser til, at det nye set-up mulighed for at satse endnu mere på teknisk rådgivning, digitalisering i byggeriet og bæredygtighed.
– I byggeriet stilles, med god grund, større og større krav til virksomhederne om digitalisering og bæredygtighed. Samtidig er kampen om kunderne hårdere end nogensinde, og tæt rådgivning og god kundeservice er altafgørende, siger Peter Høffner Thomsen i en pressemeddelelse.
Han bruger indgangen til 2020 til at markere et startpunkt for den nye konstellation og mødet med markedet. Første store møde med byggebranchen bliver teglselskabets deltagelse på byggerimessen Byggeri ’20 i Fredericia i marts.
Fakta: Egernsund Wienerberger Egernsund Wienerberger omfatter salgsselskaber i Danmark, Sverige og Norge, Wienerbergers eksisterende teglværker i Danmark og Sverige samt Egernsund-teglværkerne Vesterled, Helligsø og Egernsund teglbjælker/Bachmann blådæmpning. Wienerberger er hovedaktionær i det nye selskab, mens Andreas Christensen, ejer af Vesterled Teglværk og aktionær i Egernsund Tegl og Bachmann A/S, fortsat også er medejer af det nye selskab. |