Dansk El-Forbund ønsker sociale klausuler
Det er ikke nok at gå ad frivillighedens vej når der skal skaffes praktikpladser på el-området, lyder budskabet fra Dansk El-Forbund.
Sådan siger formanden for Dansk El-Forbund Jørgen Juul Rasmussen som en reaktion på udtalelser fra direktøren for Københavns Tekniske Skole Mogens Nielsen.
Tilskud har ikke skabt de ønskede resultater
Efter regeringens udspil om sociale klausuler, der vil forpligte arbejdsgivere til at tage et bestemt antal lærlinge i forbindelse med offentlige udbud, sagde Mogens Nielsen i Radioavisen, at der ikke er basis for restriktive påbud, og at situationen kan klares ad frivillighedens vej.
I sin kritik henviser forbundsformanden bl.a. til, at arbejdsgiverne har en gulerod på 70.000 kroner i tilskud ved uddannelseskontrakter.
– Vi har ganske vist set, at der forskellige steder er indgået frivillige aftaler om sociale klausuler, og dem bakker vi 100 procent op om. Dansk Byggeri skal have ros for de aftaler, de har indgået. Men det er altså langt fra nok, og derfor falder regeringens initiativ som regn i en tørkeperiode.