Velux Gruppen bliver partner i klima-alliance
Som led i sin indsats for at fremme bæredygtig udvikling indtræder Velux nu som strategisk partner i den uafhængige alliance ”Green Growth Leaders”.
Alliancen er blevet til på initiativ af den skandinaviske tænketank, Mandag Morgen, med det formål at give input til, hvordan man kan imødekomme det globale behov for grøn vækst.
Alliancen udarbejder en årlig statusrapport på udviklingen inden for grøn økonomi og identificerer muligheder og fordele på området.
Handler om at skabe nye muligheder
Ifølge marketingdirektør Michael Rasmussen ligger partnerskabet i naturlig forlængelse af Velux Gruppens tidligere deltagelse i Nordic Climate Solutions, World Climate Solutions og sponsoratet af COP 15 klimakonferencen i København i 2009.
- Grøn vækst er ved at blive en differentierende faktor, både i erhvervslivet og i samfundet generelt. Det har enorm betydning, at vi hæver os op over den daglige forretning og fastholder en bæredygtig vision for fremtiden, ikke mindst i en tid med økonomisk uro, siger han og fortsætter:
- Når vi udvikler grøn vækst, handler det om at skabe nye muligheder, ikke blot for virksomheder som vores, men også for mennesker og lande. Grøn vækst har oplagte klimamæssige fordele, men det er også attraktivt, fordi det forbedrer menneskers livskvalitet, fremhæver Michael Rasmussen.
Konference i København
Formålet med Green Growth Leaders er at fremskynde overgangen til en mere bæredygtig økonomi. Derfor mødes flere hundrede eksperter på den årlige Take Lead-konference for at drøfte mulighederne inden for grøn vækst.
I 2011 foregår konferencen i København den 12.-13. oktober. På baggrund af resultaterne fra otte workshops, som afholdes på konferencens første dag, vil spydspidserne for initiativet – 30 ledende meningsdannere i Green Growth Council – drøfte og offentliggøre en vision og en metode til, hvordan man kan fremme en ny, bæredygtig økonomi. Michael Rasmussen repræsenterer Velux Gruppen i dette forum.