Det nye kæmpehospital ved Aarhus udbydes i storentrepriser
Det Nye Universitetshospital i Aarhus udbydes i 11 byggeetaper som storentrepriser på 10.000-30.000 m². Projektet inviterer til informationsmøde den 4. oktober.
260 byggevirksomheder og håndværksmestre er interesserede i det enorme projekt, som omfatter Danmarks største samlede hospitalsprojekt på ca. 220.000 kvm nybyggeri og ca. 40.000 kvm ombygning af eksisterende arealer. Det skriver stiften.dk
11 byggeetaper
Det Nye Universitetshospital udbydes fra årsskiftet og flere år frem i 11 byggeetaper med storentrepriser der går fra ca. 10.000 til 30.000 kvm.
- Når vi udbyder bygge- og anlægsopgaverne i storentrepriser, skyldes det blandt andet, at det i forhold til DNU-projektets samlede størrelse, kompleksitet og tidsmæssige udstrækning vil skabe den mest optimale konkurrencesituation og dermed den mest optimale prissætning på projektet, siger byggechef fra DNU, Hans Haaning, til stiften.dk.
På informationsmødet kan interesserede hente information om projektet og stille spørgsmål til såvel bygherre, som gennemgående rådgiver for byggeriet af Det Nye Universitetshospital i Aarhus. Desuden vil chefkonsulent Flemming Grangaard fra Dansk Byggeri fortælle, hvad Dansk Byggeri kan tilbyde af værktøjer og vejledning til medlemmer.
Læs mere om informationsmøder på www.dnu.rm.dk .