Kongelig hæder til Aalborg Engineering
Fem eksportvirksomheder modtog tirsdag kongelig hæderspris som bevis for deres succesfulde indsats på det globale marked.
Udover Aalborg Engineering blev også designvirksomheden Designit, fødevarekoncernen Uhrenholt, brugskunst-grossisten Ib Laursen ApS og den nordsjællandske producent af analyseinstrumenter Foss hædret.
Vanskelige markeder
Sten Scheibye, der er næstformand i komiteen og formand for Eksportrådet, glæder sig på de fem virksomheders vegne.
- Eksportrådet er glade for at medvirke til at hædre disse eksportvirksomheder, der har gjort det godt på de internationale markeder. Hver enkelt virksomhed har formået at øge sin eksport på det globale marked og fastholde eller udvikle en allerede høj eksportandel. For den ene virksomheds vedkommende gælder det, at virksomheden eksporterer hele sin produktion, mens to andre virksomheders eksportandele ligger på hele 90 og 98 %. Flere af virksomhederne har også formået at få fodfæste på eksportmarkeder, der traditionelt er vanskelige at komme ind på, siger Sten Scheibye.
Virksomhederne skal opfylde flere kriterier for at modtage prisen. Et kriterium er, at virksomheden har haft en væsentlig og vedvarende forøgelse af eksporten over en treårig periode, et andet kriterium er, at den er kommet ind på et særligt vanskeligt marked.