23948sdkhjf

Vildsvinehegn giver fyldt ordrebog og nye arbejdspladser

Fredericia-virksomhed skulle forklare, hvordan man kunne bygge vildsvinehegn væsentligt billigere end andre

Det 70 kilometer lange vildsvinehegn, der mandag står klar langs den dansk-tyske grænse, har skabt nye arbejdspladser og en fyldt ordrebog hos Fredericia-virksomheden Ser Hegn. 

- Vi har brugt det som en kæmpe hegnsskole og indført ny teknologi, som vi nu ruller ud i alle vores afdelinger. 

- Det kan ikke beskrives, hvor stor en betydning den her opgave har haft for vores firma, siger direktør Henrik Hallenberg Rasmussen. 

Det første spadestik til hegnet, der skal holde vildsvin ude af Danmark, blev taget i januar. 

Det sidste hegnsfag i vildsvinehegnet monteres mandag formiddag. 

Tilbud langt under halvdelen af det forventede
Et bredt flertal i Folketinget står bag beslutningen om at etablere hegnet, og der blev afsat 80 mio. kr. til opgaven. 

Men Ser Hegn kunne ifølge direktøren klare opgaven for 34 mio. kr. og vandt udbuddet. 

- Vi tog chancen og indførte ny teknologi i tilbudsfasen. Det har vist sig, at det holdt, forklarer Henrik Hallenberg Rasmussen. 

Kun en enkelt gang i forløbet rystede han på hænderne over opgaven: 

- Sidste år ved denne tid fik vi et brev fra regeringen, hvor vi blev bedt om at forklare vores usædvanlige lave tilbud. Da var jeg bange. 

- Vi havde jo gennemregnet vores tilbud, men vi gjorde det lige et par gange yderligere. 

- Det er klart, at når der er over 30 mio. kr. op til nummer to tilbudsgiver, så bliver man lidt nervøs, siger Henrik Hallenberg Rasmussen. 

Tre gang så mange pæl om dagen
Det er indførelse af ny teknologi, der ifølge direktøren har gjort det muligt at løse opgaven billigere. 

- Vi har udviklet en maskine, der driver jernpælene halvanden meter i jorden med gps-teknologi. 

- Så hvor to mand før kunne nå 40 pæle med en dagsproduktion, så kan en mand nu sætte 130 pæle, forklarer han. 

Desuden fræser en maskine render til hegnet i stedet for at grave dem. 

12 medarbejdere blev ansat til at montere hegnet. De bliver nu en del af den faste stab med i alt 65 montører landet over. 

Ordrebogen er fyldt, og det har vildsvinehegnet en stor del af æren for, lyder det fra direktøren. 

Den samlede pris for vildsvinehegnet lander ifølge Naturstyrelsen på 45 mio. kr. 

/ritzau/

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094