23948sdkhjf

Mascot bygger nyt domicil i Pårup

Arkitektfirmaet C. F. Møller har slået stregerne til Mascots nye hovedkvarter, der bliver et markant landmærke ved den kommende Herning-Silkeborg-motorvej.
I begyndelsen af det nye år går de første maskiner i gang med at omdanne Mascots grund i Pårup til det kommende domicil.

Grunden ligger i krydset, hvor den kommende Herning-Silkeborg-motorvej møder hovedvej 13, og med byggeriet tager virksomheden det første skridt på vejen mod at samle sine medarbejdere og danske aktiviteter under samme tag.

Fire firmaer har deltaget i arkitektkonkurrencen, hvor Arkitektfirmaet C. F. Møller vandt foran Henning Larsen Architects, 3XN og Årstiderne Arkitekter.

Transparent facade til motorvejen
C. F. Møller har tegnet en bygning, der skyder sig op af terrænet med en dynamisk, stigende form.

Hovedfacaden, vendt mod Herning-Silkeborg-motorvejen, er transparent. Her ses de indre aktiviteter med showrooms, kontorfaciliteter, auditorium, fitnessrum og allerøverst en kantine med 360 graders udsyn.

Foran hovedfacaden bliver desuden anlagt en terrasseret vandhave med bassiner til opsamling af regnvand, der spejler bygningen og yderligere markerer hovedindgangen.

Inspirerende dialogproces
Nybyggeriet kommer til at ligge på en 440.000 m² stor naturgrund og sammenfletter knap 10.000 m² administration med ca. 20.000 m² automatiseret højlager og logistikfaciliteter. Alle faciliteter samler sig omkring et atrium – et samlende torverum – der skærer sig ned igennem bygningen og skaber en fælles platform for de interne arbejdsgange mellem virksomhedens afdelinger.

Hos Arkitektfirmaet C. F. Møller ser arkitekt og partner, Klaus Toustrup, frem til det videre arbejde udviklingen af domicilet:

- Vi har været igennem en inspirerende dialogproces med en dynamisk og topprofessionel bygherre, som ser styrken i at få kvalitet og smuk arkitektur til at gå op i en højere enhed med effektivitet, indre synergi og ’value for money’, siger han.

Byggeriet forventes afsluttet til indflytning i sommeren 2013. Bygningen er fremtidssikret på den måde, at yderligere udvidelsesmuligheder allerede er tænkt ind i arkitekturen.

En drøm der går i opfyldelse
Mascot har gennem de sidste mange år oplevet vækst. Alene i år kommer man til at ansætte flere hundrede nye medarbejdere, så der er ved at være trængt i de nuværende lokaler, der fordeler sig på fire lokationer i og omkring Silkeborg.

For Mascots adm. direktør og ejer, Michael Grosbøl er samlingen af firmaets aktiviteter en længe ventet drøm, der nu føres ud i livet:

- I vores nuværende lokaler er der ikke kontorpladser og generelt plads nok, og logistikken på lageret fungerer ikke optimalt på grund af den manglende plads, så vi kan næsten ikke vente med at flytte ind i de topmoderne faciliteter i Pårup, siger han og understreger, at det har været afgørende at få det æstetiske eksteriør til at gå hånd i hånd med et funktionelt og lækkert interiør, hvor man føler sig godt tilpas.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078