Rejsegilde på ingeniørernes nye legeplads
Udvidelsen af DTU Skylab blev sidste uge markeret med et rejsegilde, der levede op til ordsproget malet i store bogstaver på indhegningen: ”Reach for the Sky”.
Det skriver DTU på sin hjemmeside.
200 håndværkere, entreprenører, DTU-studerende og ansatte var samlet i et festivaltelt i den 3.000 kvm store tilbygning, som står i rå beton.
- Helt bogstaveligt er der blevet bygget i vores baghave. Så når trykluftboret blev startet klokken otte om morgenen, kunne det høres inde på den anden side af væggen. Men det er gået stærkt, og I har været imponerende effektive. Og vi glæder os fuldstændig fantastisk meget til at flytte ind, sagde Mikkel Sørensen, Chef for DTU Skylab, i sin takketale til samarbejdspartnere og håndværkere.
Innovations- og læringsmiljø
I sin tale ledte Mikkel Sørensen deltagerne på en rejse ind i den nye bygning. Han tog udgangspunkt i teltet, der var sat op i DTU Skylabs kommende ’Arena’, hvor der i fremtiden vil være undervisningsfaciliteter, kurser og events.
Herefter blev de besøgende inviteret til at kigge skråt op i bygningen, hvor DTU Skylabs business-miljø og kontorfaciliteter vil blive indrettet. Og endelig blev blikket blev rettet mod stueetagen, hvor de besøgende kunne forestille sig DTU Skylabs nye teknologimodningshal, developer floor, med tilhørende GMO-laboratorier og multilab, 3D-printlab og værksteder.
Elementerne udgør tilsammen det, som Mikkel Sørensen mener, er kernen i DTU Skylab: På den ene side et praksisnært læringsmiljø og på den anden side et innovationsmiljø. Tilsammen vil de omkring 5.000 kvm skabe endnu flere muligheder for teknologibaseret innovation.
Bæredygtighed får toppriotitet
Med udbygningen af DTU Skylab sætter DTU nu barren højt for, hvordan universitetet ønsker at bygge bæredygtigt.
Den nye bygning til DTU Skylab er den første, som certificeres efter bæredygtighedsstandarden DGNB Guld. Derudover er der også grundlag for en yderligere certificering på diamantniveau for det høje arkitektoniske niveau i byggeriet.
På rejsegildet blev de to certificeringer af DTU Skylab i den udbyggede version sammenfattet i udtrykket DTU’s grønne diamant.
Udbygningen af DTU Skylab fortsætter frem til august 2020, hvor byggeriet indvies og tages i brug.