23948sdkhjf

Bilfri boligbebyggelse med selvforsyning bliver Brædstrups største

I starten af 2020 bliver første spadestik taget til et helt nyt boligområde i Brædstrup mellem Silkeborg og Horsens. Sønderhaven, som området bliver kaldt, bliver et område med bofællesskab, uden biltrafik, og fokus på bæredygtige løsninger samt biodiversitet. Og så bliver det byens med afstand største boligbyggeri. 

Sønderhavens i alt 77 boliger bliver bygget i tre faser, som kommer til at ligge lige midt i Brædstrup by. Første fase af den bæredygtige bydel står klar i slutningen af 2020. 

Her bliver områdets bofællesskab med 26 boliger, et stort fælleshus, torv til ophold og en urtehave til beboerne opført, mens der samtidig tages hul på anlægsarbejdet til de næste faser i byggeriet.  

- Vi har gennem længere tid været i dialog med en gruppe lokale, som har ønsket sig et bofællesskab, forklarer initiativtager, ejendomsudvikler og Brædstrup-borger Peter Pørtner Voldby fra Peja Ejendomme i en pressemeddelelse. 

- Derfor har det været oplagt for os at kombinere tankerne om et bæredygtigt og klimavenligt byggeri med de kvaliteter, som bofællesskaber har, hvor man er fælles om tingene og tager ansvar for hinanden og omgivelserne, uddyber han.

Peja Ejendomme står bag projektet, som bliver til med hjælp fra Ginnerup Arkitekter, DEM (Dansk Energi Management), Møller & Grønborg, EnviDan, VSP, AVNØ byggerådgivning og en række lokale underleverandører.

Forsyner sig selv – på nogle områder – og gemmer bilerne væk
Sønderhaven bliver stort set selvforsynende med el. Der bliver monteret integrerede solceller i tagbelægningen, som kommer til at levere energien til belysning og elevatorer. 

Varmen til området bliver fjernvarme fra Brædstrup Fjernvarme. 

Produktionen fra solcellerne vil også blive brugt til ladestandere til el-biler. De bliver placeret i områdets parkeringskælder, der kommer til at ligge tilbagetrukket i områdets nordlige del. 

Netop parkeringskælderen er helt central for områdets indretning. Ved at samle bilerne et sted – under jorden - frigives der plads til de grønne områder, som vil omgive boligerne.                                                              

Her vil stier, legepladser og et varieret planteliv være med til at sikre, at området får stor rekreativ værdi, samtidig med, at byrummet kommer til at hænge sammen med Brædstrups bymidte og byens store park, Folkeparken, som ligger lige om hjørnet. 

Inden byggeriet for alvor går i gang bliver den nuværende erhvervsbygning, som tidligere har huset Energi Midt, revet ned. Bygningen har huset enkelte virksomheder, men ellers levet en lidt anonym tilværelse de senere år.

Fakta: Sønderhaven

  • Sønderhaven kommer i alt til at bestå af 77 lejeboliger på mellem 60 og 105 m2. Heraf øremærkes de 26 af boligerne til bofællesskab
  • Bofællesskabet får et stort fælleshus og et torv, hvor beboerne kan samles til aktiviteter, fest og hygge
  • I Sønderhaven suppleres de grønne områder med blandt andet legeplads og tarzanbane, så byggeriet appellerer til en bred målgruppe.
  • PEJA Ejendomme står bag byggeriet, der bliver til med bistand fra Ginnerup Arkitekter, DEM (Dansk Energi Management), Møller & Grønborg, EnviDan, VSP, AVNØ byggerådgivning og en række lokale underleverandører.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11