23948sdkhjf

Brians nye maskine skal fordoble fordoblingen

I Sindal har Brian Jensen med to CNC-maskiner fundet balancen mellem det gamle trappehåndværk og den nye virkelighed

De gamle har styr på trapperne, de unge har styr på knapperne. Det var i det store og hele den erkendelse, der for et par år siden tilbage fik Brian Jensen til at kaste et granskende blik på produktionsfaciliteterne på Vinkelvej i Sindal.

– Jeg kunne lige pludselig se, at hvis mine mest erfarne mænd skulle finde på at stoppe, så stod jeg med nærmest ingenting, fortæller Brian Jensen, der siden 2010 har kunnet kalde sig ejer af nordjyske Sindal Trappen.

Han skynder sig at understrege, at resten af det i dag 14 mand store hold, der har sin daglige gang på værkstedet, langtfra er uerfarne. Men det traditionelle trappehåndværk har fået trange kår.

– I sig selv er det svært at finde gode folk, men det er slet ikke til at finde nogen med de evner længere. De unge mangler lidt forståelsen for, hvordan en trappe kommer til at tage sig ud i virkeligheden – til gengæld er de eminent gode til sådan noget med computere, som jeg ikke selv har den store erfaring med, lyder det ærligt.

Mand mod maskine
Derfor var det ikke nogen svær beslutning, da Brian Jensen for to år siden valgte at investere i sin første, femakslede CNC-maskine, som suser lystigt afsted, da Wood Supply besøger værkstedet på Vinkelvej. Trin, vanger, håndlister og balustre. Ja, faktisk kan den skære det meste, og en af de helt store fordele er, at den designtegning, man har vist frem til kunden, kan puttes direkte tilbage i computeren, som så sørger for at bryde trappen ned i elementer og herefter skære dem i korrekte mål.

– Det er virkelig mange arbejdsgange, vi har skåret væk med den her maskine, og den mere end fordoblede vores produktionskapacitet, da den var kørt ind, fortæller Brian Jensen.

Dermed kan Sindal Trappen spytte to til tre trapper ud om dagen, og selv værkstedets grand old man, Thorkild Buur på 67, må erkende, at han blev ganske imponeret over nyanskaffelsen.

– Altså i starten mente jeg nu nok, at jeg kunne hamle op med den, men det er jo helt vildt, hvad den slags kan i dag, så jeg har måttet æde mine ord, griner den erfarne nordjyde, der i alt har haft trapper mellem hænderne i mere end 30 år.  

Krisen kan bare komme
Brian Jensen og hans kone Anita overtog Sindal Trappen midt i en krisetid, og de første år var hårde for virksomheden, der dog formåede at holde skindet på næsen og endda sikre sig en gazellepris i 2017.

For Brian Jensen var den første CNC-investering et spørgsmål om overlevelse, men den øgede automatisering har også vist sig at føre til en markant vækst hos den nordjyske virksomhed. I dag kan Sindal Trappen også være med, når det gælder de store projekter som eksempelvis de 233 trapper, virksomheden skal levere til det aalborgensiske boligprojekt Sofiendal Enge, og Brian Jensen lægger ikke skjul på, at projekter i den størrelse er særligt interessante.

Derfor kan han heller ikke bare vise en men hele to CNC-maskiner frem, da vi besøger værkstedet. Den seneste nyerhvervelse er netop blevet installeret, og selvom knapper og indstillinger driller lidt lige den dag, er Brian Jensen ikke i tvivl om, at produktionen på Vinkelvej endnu engang kan fordobles, så snart det hele klapper. Og det er ikke et øjeblik for tidligt.

– De seneste måneder har vi halset efter med arbejde i weekender og om aftenerne, og vi er alle sammen godt trætte, så der skulle simpelthen ske noget, lyder det.

Med nyanskaffelsen har man pludselig overkapacitet på Vinkelvej, men det er heller ikke dumt, understreger Brian Jensen. Dels betyder det, at man har skabt fundament for yderligere vækst, men omvendt er man også godt forberedt, hvis der en dag kommer lavvande i ordrebogen.

– Med de her maskiner har vi fået luft til, at vi også kan konkurrere på prisen, så hvis krisen skulle komme, bekymrer det os ikke så meget som førhen, slår Brian Jensen fast.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078