Sygehuspersonale skal indrette Nyt OUH
Stort arrangement markerer startskuddet for brugernes involvering i nyt sygehusbyggeri.
Den viden skal bringes i spil i forbindelse med indretningen af Region Syddanmarks nye universitetshospital, som bliver et af de største nye supersygehuse i Danmark.
Derfor samler projektorganisationen bag sygehusbyggeriet nu 250 repræsentanter for ledelse og medarbejdere til et stort arrangement den 15. september 2011. Det skal sætte rammerne for, hvordan brugerne involveres i byggeriet af Nyt OUH:
- De erfaringer, som læger og sygeplejersker har, er helt nødvendige for at gøre Nyt OUH til fremtidens hospital. Disse unikke erfaringer skal inddrages på den helt rigtige måde for at vi kan bygge et hospital i øjenhøjde med mennesket i centrum, siger projektdirektør Niels Mortensen, der har det overordnede ansvar for byggeriet af det nye universitetshospital.
Byggeprogram klar april 2012
I forbindelse med arrangementet nedsættes i alt 43 brugergrupper. Deres opgave bliver i samarbejde med projektorganisationen og de valgte rådgivere at udarbejde et såkaldt byggeprogram.
Det indebærer at de først beskriver de nuværende funktioner og arbejdsgange og derefter medvirker til at foreslå nye løsninger og gennemtænke rutiner, så det nye sygehus kan indrettes så hensigtsmæssigt som muligt. Det er planen at en skitse til byggeprogrammet skal være klar i april 2012.
Der har allerede tidligere i forløbet været holdt en lang række møder og workshops med medarbejderrepræsentanter, patientforeninger og interesseorganisationer. Men nu går en mere systematisk brugerinvolvering i gang.
Patienterne bliver også hørt
Nyt OUH har etableret en sundhedsbrugergruppe med repræsentanter fra flere af de store patientforeninger og handicaporganisationer samt Ældre Sagen. Denne gruppe er også med i planlægningen af den kommende inddragelse af patienter og pårørende.
Fakta om projektet
Det nye universitetshospital bliver placeret mellem Syddansk Universitet og motorvejen og skal erstatte det nuværende Odense Universitetshospital.
Der er afsat 6,3 mia. kroner til Nyt OUH, som bliver det største helt nye sygehus i Danmark. Sammen med et nyt sundhedsfaglig fakultet, der skal binde universitet og sygehus sammen, vil byggeriet samlet set svare til bykernen i en større dansk provinsby. Første spadestik tages i 2015 og efter planen står Nyt OUH færdig i 2018-2021 og Nyt SUND i 2018.
Det er konsortiet Medic OUH, der har tegnet det nye universitetshospital og universitetsbyggeri, som skal realiseres i de kommende år. Projektet blev præsenteret ved et stort arrangement den 28. juni i år. Vinderprojektet er valgt ud blandt seks forslag.
Omkring 1. oktober flytter Region Syddanmarks projektfolk sammen med Medic OUH på en adresse på havnen i Odense. På den adresse vil over 100 arkitekter, ingeniører og sundhedsplanlæggere i de kommende år være beskæftiget med planlægning og projektering af Nyt OUH.