23948sdkhjf

Projektleder: Første gang ligfund er inkluderet i entreprisesummen

41 nye ungdomsboliger skyder op på Roskildevej 54 på Frederiksberg. et er Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB), som bygger en unik type ungdomsboliger, der er indrettet som deleboliger for flygtninge og studerende. 

Bebyggelsen, der opføres efter VenligboligPlus-konceptet, er døbt ’Delehusene’. 

De 41 ungdomsboliger vil huse 80 flygtninge og studerende. Hver bolig er en delebolig for to studerende eller to flygtninge. Derudover indgår de unge i buddy-grupper, hvor de forpligter sig til et engagement i og med hinanden. 

- Det er et specielt projekt, hvor der er tænkt omfattende ambitioner ind. Som minister har jeg som mål at sikre mere blandede byer. Nu står jeg her på Frederiksberg og kigger på et byggeri, som rummer det meste af det, vi mener med blandede byer, sagde Kaare Dybvad Bek ifølge en pressemeddelelsen KAB, da han var med til at fejre rejsegildet den 18. september. 

Ligfund inkluderet i entreprisesummen
Byggeprojektet tog form i 2018, hvor BM Byggeindustri indgik aftale med boligselskabet om totalentreprisen.

- Vi gik i jorden i januar måned 2019, og nu 9 måneder efter, står der næsten 41 dobbelt-boliger, 3 fælles køkkener og et fælles vaskeri færdig, sagde Anders Lund, projektleder ved BM Byggeindustri, ifølge firmaets hjemmeside om fremdrift på byggeriet.

Faktisk har processen budt på noget helt unikt, fortalte han:

- Forløbet har været lidt specielt i det, at byggegrunden ligger på en gammel kirkegård – med dertilhørende ”beboere”.

- I samarbejde med Solbjerg Kirkegaard blev jorden nænsomt renset, og ligrester genbegravet andetsteds på kirkens areal. Det er absolut første gang i BMs historie, at ligfund har været inkluderet i entreprisesummen…, udtaler Anders Lund.

Fælles boliger og fællesrum
Ungdomsboligerne er fordelt i tre boligklynger. Hver bolig har en størrelse på cirka 33 kvm, som er fordelt på to værelser og fælles bad/ køkken. I stueetagen af hver boligklynge er der et fællesrum med køkken, som giver mulighed for fællesspisning og andre aktiviteter. Beboerne i hver blok vil også få adgang til en fælles tagterrasse.

Byggeriets boligmoduler i fire etager er monteret i firkant omkring præmonterede trappekonstruktioner, som samtidig, via reposer, giver adgang til boligerne og tagterrasserne.

Boligerne forventes klar til indflytning 1. december 2019.

Venligbolig Plus

Projektet er et samarbejde mellem Frederiksberg Forenede Boligselskaber (FFB), Venligboligfonden og Frederiksberg Kommune.  Det er et helt nyt koncept, der i 2017 vandt en Danish Design Award pris for det nytænkende koncept for integration af flygtninge. 

Projektet er tænkt med et særligt integrationskoncept, hvor halvdelen af beboerne er unge studerende, som vil være mentorer for de unge flygtninge, der flytter ind i den øvrige halvdel af boligerne. De studerende skal hjælpe deres naboer med at finde på plads i boligområdet og kommunen. Frederiksberg Kommunes Social Sundheds og Arbejdsmarkedsforvaltning støtter de unge flygtninge i at finde uddannelse eller arbejde. Der er etableret en følgegruppe for projektet med repr. fra naboejendommene i området.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109