Arkitema bag nytænkende aktivitetsområde i Haslev
Et 42.000 m² stort område ved den nye Vibeengskolen tilføres nu en række aktivitetsmuligheder. Området bliver dermed nyt samlingspunkt for hele lokalområdet.
Projektet koster 18,2 mio. kroner at gennemføre, og er finansieret af Faxe Kommune med 16,2 mio. samt Lokale- og Anlægsfonden med 2 mio. kroner:
- Heldigvis handler omlægningerne af skolestrukturer over hele landet ikke kun om at lukke skoler, men også om at bygge helt nye skoler. Det giver en storslået mulighed for at bearbejde tanken om de udendørs skolearealer på en helt ny måde og vise, at man kan gå andre veje end den typiske skolegård og i stedet skabe udendørs samlingssteder, hvor alle i lokalområdet kan være aktive, siger direktør Torben Frølich fra Lokale- og Anlægsfonden.
Urbant anlæg til nære aktiviteter
Vibeengskolen opføres i den sydlige ende af området. Det bliver et byggeri med syv fløje, der skaber en række mindre overgangszoner mellem skole og selve udearealet. Overgangszonerne vil afspejle de nærmest liggende faglokaler således, at der udenfor husholdningslokalet etableres køkkenhave, og udenfor sløjdlokalet vil man finde en huggegård.
I relation til idrætshallen opføres et urbant næraktivitetsanlæg med tre mindre boldbaner i forskellige størrelser og underlag. Næraktivitetsanlægget udstyres med lys, så boldbanerne kan anvendes døgnet rundt hele året. Næraktivitetsanlægget kan også byde på 60 meter løbebane, sandgrav og gynger til både børn og voksne samt et forhindringslandskab for de yngste børn.
Lysthave, BMX-bane og historisk gymnastikplads
Et andet sted på området opføres en lysthave med æbletræer og eksotiske træsorter, petanquebaner og forskellige muligheder for ophold. På det store engområde bliver der anlagt en cirkelformet fælled på 65 meter i diameter.
Fælledens græsbane kan bruges til mindre fodboldbaner og til krolf – en ny idræt sammensmeltet af kroket og golf. Ved volden mod en nærliggende ringvej anlægges en BMX-bane, mens selve voldens skråning udstyres med balancebomme, motoriktræningstier og klatrenet.
Endelig opføres der tre særlige aktivitetsområder. "Værkstedet", et overdækket uderum, der særligt henvender sig til træarbejde og spejderaktiviteter. "Bådebroen", der placeres ved kanten af et regnvandsbassin, får også en overdækket opholdsplads og en flydebro ude på bassinet. "Skjulet" bliver en opsigtsvækkende genfødsel af den historiske udendørs gymnastikplads som den så ud for 200 år siden. Gymnastikpladsen kan bruges til både voksen styrketræning og til skolens gymnastikundervisning.
Læs mere om projektet i artiklen " Arkitema vinder stort skoleprojekt på Sjælland "