Energiklasse 2020: På vej mod CO2-neutralt byggeri
Erhvervs- og Byggestyrelsen har nu offentliggjort den nye energiklasse 2020, der afstikker målet for fremtidens CO2 neutrale nybyggeri.
Besparelsen i energiforbruget opnås ved skærpede krav til bygningskomponenter, bedre isolerede og tættere klimaskærme, ændrede forsyningsformer med bl.a. øget brug af VE-løsninger samt ved brug af effektive bygningsinstallationer:
- Realiseringen af verdens skrappeste energikrav til bygninger forudsætter en målrettet teknologisk udvikling frem mod 2020. Det er nødvendigt at udvikle mere energieffektive materialer og komponenter end de, der kendes i dag, forklarer direktør Michael H. Nielsen fra Dansk Byggeri.
Fremtidens bygninger bliver teknologiske
Energineutrale bygninger betyder energieffektive byggematerialer, bedre styr på udførelsen i form af tætte bygninger, hvor udluftning og indeklima kan styres nøje samt ved at sikre den rette balance mellem tilført energi og VE-løsninger, der integreres i bygningerne.
Fremtidens bygninger bliver teknologiske med meget store krav til alle, der er med i byggeprocessen lige fra rådgivere, materialeproducenter og til udførende virksomheder:
- De ambitiøse krav i den nye bygningsklasse 2020 kræver en målrettet innovation og udvikling. Vi har støttet idéen om at melde den nye 2020-klasse ud allerede nu med henblik på at skabe grundlag for udvikling og innovation i byggeerhvervet, siger Michael H. Nielsen.
Ikke en fribillet
De løsninger, der skal til for at leve op til 2020-klassen, er ikke standard i dag, og derfor finder Dansk Byggeri det også afgørende, at der frem til 2020 er tale om en frivillig energiklasse.
Michael H. Nielsen understreger, at byggeriet og producenterne skal have mulighed for at udvikle de kompetencer og de byggekomponenter, som er nødvendige for at leve op til de fremtidige krav. Derfor bør kommunerne heller ikke gøre den ny energiklasse obligatorisk allerede nu.
- Det er ikke en fribillet ind i fremtidens byggeri, der er udstedt, men en opfordring til, at der nu arbejdes målrettet på at optimere alle dele af et byggeri for at realisere de meget skrappe krav, slutter Michael H. Nielsen.