NCC hjælper fly på Bornholm rundt på jorden
Bornholms Lufthavn har gang i en større ombygning. Her skal NCC som hovedentreprenør stå for renoveringen af lufthavnens rulleveje, også kaldet taxiveje, der forbinder de forskellige landingsbaner, lufthavnsterminaler og andre faciliteter i en lufthavn.
- Flere af lufthavnens rulleveje trænger til en større renovering, og det er tid til at opgradere rullevejene, så de lever op til internationale standarder for civil luftfart, siger Lufthavnschef, Christina Dideriksen, i en pressemeddelelse fra NCC.
Konkret betyder det, at rullevejene udvides og bygges op på ny i form af nye vejfundamenter og slidstærke asfaltbelægninger.
Lokale kræfter og råmaterialer
Som hovedentreprenør skal NCC selv stå for produktion og udlægning af mere end 2000 tons asfalt. Asfalten, der bliver produceret på selskabets asfaltfabrik i Rønne, bliver en højmodificeret skærvemastiks, som er en stabil og holdbar slidlagsbelægning, der er specielt designet til at modstå store trafikbelastninger. Belægningen er derfor særlig velegnet på veje og arealer som lufthavne.
Til at udføre vejenes underliggende lag trækker NCC på den lokale entreprenør Futurae på Bornholm, som skal stå for alt jordarbejde og dermed sikre et stabilt vejfundament under den nye asfalt.
Råmaterialerne til opbygningen af det nye vejfundament består blandt andet af den bornholmske granit, som siden 1873 er blevet brudt i NCCs granitbrud i Rønne.
- Vi er allerede godt i gang med arbejdet og forventer at kunne levere de færdigrenoverede veje i starten af september, siger Leif Esager, Salgs- og markedschef i NCC Industry, Asfalt, i pressemeddelelsen.