23948sdkhjf

Daurehøj Erhvervsbyg vinder entreprise til 138 millioner

Daurehøj Erhvervsbyg i Tuse er udpeget til at stå for totalentreprisen på det hidtil største anlægsprogram i Odsherred Kommune.
Til efteråret påbegyndes arbejdet på 85 ældre- og plejeboliger samt et nyt plejecenter på 2.412m2 boliger og 700 m2 servicearealer i Asnæs.

Der bliver tale om det hidtil største anlægsprogram i kommunen, og det ventes at stå færdigt til sommeren 2013.

Vestsjællands Almene Boligselskab (VAB) er bygherre, og Odsherred Kommune står for lejen af de fælles servicearealer. Byggerådgiver er Form Arkitekter i Holbæk.

Den samlede byggesum er på ca. 138 mio. kroner, hvoraf boligdelen udgør 110 mio. VAB står som bygherre for langt broderparten.

Lokalt firma vandt entreprisen
Blandt de indkomne bud på totalentreprisen har byggeudvalget valgt Daurehøj Erhvervsbyg i Tuse ved Holbæk.

6 firmaer bød på opgaven – billigst og efter udregning af konditionerne om blandt andet opfyldelse af det kommende bygningsreglements krav, social klausul og energirigtigt byggeri faldt valget på Daurehøj Erhvervsbyg. I alt 9 entreprenørfirmaer var inviteret til at komme med bud i en såkaldt omvendt licitation, hvor prisen var fremlagt på forhånd.

Daurehøj Erhvervsbyg skal nu sammen med arkitektfirmaet Kullegaard Arkitekter detailprojektere byggeriet. Tidligere har Daurehøj haft tømrerentreprisen på det hidtil nyeste og største plejecenter i Odsherred Kommune, Solvognen i Højby, og har også medvirket ved opførelsen af bl.a. Nykøbing Sj. Svømmehal, Asnæs Bibliotek ssmt Korvethusene på Nykøbing Havn.

Nybyggeri og renoveringer
Projektet med de 85 boliger omfatter både ombygning af eksisterende bygninger samt en række nybyggerier.

Asnæshvile ombygges til 12 ældreboliger, og på en grund ved Stadionvej i Asnæs opføres et nyt 3.000 m2 stort plejecenter med 36 plejeboliger foruden service- og opholdsarealer. I Hørve nyopføres 16 ældreboliger ved Bakkegården, og 21 boliger bliver ombygget til plejeboliger.

Mange af de nuværende plejehjemsboliger i Asnæs og Hørve er utidssvarende og rummer kun 1 rum. De nye ældre- og plejeboliger bliver på mellem 64 og 70 kvadratmeter.

Indflytningen i de 36 plejeboliger i det nye plejecenter vil ske på en gang i slutningen af 2012, og renoveringen af de eksisterende ældre- og plejeboliger vil være færdig i løbet af sommeren 2013, hvor indflytning sker i takt med, at boligerne er klar.

Bygges efter Byggereglement 2015
De nye boliger vil blive indrettet efter Bygningsreglementet af 2015 med blandt andet krav om 300 mm isolering i etagedæk.

Der bliver lagt varme i gulvet, samlet 50 kvadratmeter solcelleanlæg på tagene, energibesparende LED-belysning på fællesarealer, bevægelsessensorbelysning i alle fælles rum og trelagsvinduer. Dermed skal de bidrage til Odsherreds Kommunes målsætning om som klimakommune at reducere CO2-udledningen med 2 % om året hvert år frem til 2025.

I oplægget til det nye plejecenter blev der endvidere lagt op til facade med zink, eternit og naturskifer for at fremhæve en klassisk og tidløs bygning.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.095