23948sdkhjf

Ørestad får et kulturhus

I samarbejde med udviklings- og entreprenørfirmaet KPC og Aart Architects bygger By & Havn og Københavns Kommune et nyt beboer- og kulturhus i Ørestad.

Visionen for Byens Hus, som det hedder, er at samle bydelens fælleslokaler under samme tag, så ny synergi og muligheder opstår i samspillet mellem beboerne og et mangfoldigt boligbyggeri.

Byens Hus bliver 2500 kvadratmeter stort, og byggefeltet vil derudover indeholde en daginstitution på 2.200 kvadratmeter og cirka 85 boliger fordelt på 6.700 kvadratmeter.

Foruden at fungere som fælleshus for beboerne i området vil Byens Hus også blive et kulturhus for hele bydelen. For at kunne indfri denne ambition bidrager Københavns Kommune med 5 mio. kr. til byggeriet og herefter 2 mio. kr. om året til drift. Når byggeriet er opført, vil By & Havn overdrage Byens Hus vederlagsfrit til Foreningen Byens Hus.

Unik samarbejdsmodel
Lokalplanen for området bestemmer, at nye boligbyggerier i Ørestad Syd skal etablere fælleslokaler for beboerne på 1 pct. af det samlede boligareal. Med Byens Hus bliver fællesarealerne for alle kvarterets boliger samlet i ét hus.

I begyndelsen af 2018 afholdt By & Havn sammen med Københavns Kommune en række workshops og et borgermøde for at inddrage grundejere og interessenter i arbejdet med udviklingen af Byens Hus. De ønsker og behov, der kom frem, er indarbejdet i det byggeprogram, som By & Havn har fået udarbejdet af Nord Architects.

På denne baggrund indbød By & Havn og KPC i foråret 2019 tre tegnestuer til at give et samlet bud på husets udformning, og der er nu udpeget en vinder af konkurrencen: Aart Architects. I sensommeren vil By & Havn igen inddrage borgere og interessenter i arbejdet med den mere detaljerede indretning af Byens Hus.

Administrerende direktør i By & Havn, Anne Skovbro, ser frem til byggeriet af huset og de muligheder, det giver for Ørestad Syd.

- At bygge nye områder i København handler om meget andet end at lægge mursten og bygge infrastruktur: Vi ønsker at skabe områder, hvor folk ønsker at leve og møde hinanden i fællesskaber og mangfoldige byområder. Og vi ønsker især at inddrage beboerne i udviklingen af deres områder. Derfor har det været imponerende, lærerigt og ikke mindst interessant at høre om alle de ønsker og behov, som beboerne har ønsket, vi tog med i byggeriet, og vi glæder os til endnu mere borgerinddragelse, når vi kommer til den detaljerede indretning af Byens Hus.

Stiftende partner og administrerende direktør i Aart Architects, Torben Skovbjerg Larsen, har store forventninger til det kommende byggeri.

- Med Byens Hus samler vi Ørestad Syds fællesfunktioner ét og samme sted – og som et billede på livet i bydelen skaber vi samtidig et hus, der vokser op af terrænet med terrasser og uderum, så livet kan flyde frit mellem inde og ude på flere niveauer. Kort sagt bliver det et hus, hvor livet bliver attraktionsværdien. En social vision, som vi sammen med By & Havn og KPC ser frem til at omsætte til målbar og mærkbar merværdi for de mange borgere i Ørestad Syd.

Bag projektet står KPC, som glæder sig til at komme i gang med arbejdet.

- Vi er glade og stolte over at bidrage til dette helt unikke projekt, og over at By & Havn har valgt os som samarbejdspartner. Vi ser frem til at være med til at skabe rammerne om det fremtidige fællesskab i Ørestad Syd i samarbejde med områdets beboere, fortæller KPCs udviklingsdirektør Jesper Jørgensen.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.107