23948sdkhjf

Entreprenør valgt til norsk banekontrakt til milliarder

Der er netop fundet entreprenører til en stor norsk banekontrakt med en værdi på 6,3 mia. norske kr. Det svarer til små fem mia. danske kr.

Bane NOR, den norske variant af Banedanmark, har valgt et konsortium med entreprenørerne Implenia Norge AS og Acciona Construcción S.A .

Totalentreprisen består af 10 km ny dobbeltsporet jernbane mellem byerne Sandbukta og Såstad syd for Oslo. Det omfatter blandt andet jernbanetunneller på 2,7 km og 2,3 km samt en ny station i byen Moss. Entreprenørholdet går i gang til efteråret og skal være færdige i 2025.

Strækningen Sandbukta-Såstad er blot et delprojekt i den overordnede Intercityplan, der skal forkorte rejsetiden med tog mellem flere norske byer. Frem mod 2021 er der afsat 60 mia. kr. til Intercityplanen.
Norge investerer i disse år massivt i landets infrastruktur. I perioden 2018-2029 har staten afsat over 1.000 mia. kr. til nye veje, broer og baner.

Entreprenørerne i det vindende konsortium er kendt fra det danske marked.

Implenia Norge er et norsk selskab med cirka 600 ansatte, der er ejet af en schweizisk koncern af samme navn. Koncernens tyske datterselskab afgav tilbud på udvidelsen af metroen i København til Sydhavn, men vandt ikke opgaven.

Acciona er en spansk entreprenør, der har vundet flere baneprojekter i Norge og også er aktiv i Danmark.
Acciona har været med til at anlægge Fjordforbindelsen til godt to mia. kr. med den nye Kronprinsesse Marys Bro over Roskilde Fjord, som åbner til efteråret. Konsortiet fra Fjordforbindelsen var desuden prækvalificeret til Storstrømsbroen, som dog gik til et italiensk konsortium.

Ligesom det er tilfældet på store danske infrastrukturprojekter, var det i høj grad et internationalt kandidatfelt.

Følgende var prækvalificeret til totalentreprisen Sandbukta-Såstad:

AF Gruppen Norge AS, Norge
Bouygues Travaux Publics, Frankrig
Joint Venture FCC Construcción S.A. og Azvi S.A., Spanien
Joint Venture Implenia Norge AS og Acciona Construcctión S.A., Norge/Spanien
Joint Venture Impresa Pizzarotti & C S.p.a. Itinera p.A, Italien
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094