Nu kommer der flere boliger på Møllebakken
Vejen er banet for yderligere 34 private boliger i byudviklingsprojektet Møllebakken i Helsinge
Gribskov Kommune har solgt etape 2 af byudviklingsprojekt til firmaet M.S. Development fra Tisvildeleje, oplyser kommunen i en meddelelse.
M.S. Development har valgt samme arkitektfirma, som står for byggeriet af de almene boliger i etape 1 på Møllebakken, nemlig Arkitektfirmaet Kullegaard A/S, for at sikre sammenhæng i området.
Salget betyder, at der for alvor kommer gang i udviklingen af den nye bydel i Helsinge, fortæller formand for udvalget Udvikling, By og Land Pernille Søndergaard (G):
- De 34 boliger supplerer de allerede planlagte 113 almene boliger i etape 1 på Møllebakken, og samlet giver de mulighed for mellem 300 og 400 nye indbyggere.
I Møllebakken etape 1 opfører B. Nygaard Sørensen i totalentreprise 113 almene lejeboliger til Boligselskabet Nordsjælland. Der er tale om både 1-, 2-, 3- og 4-rums boliger med et boligarealer fra 40 til 115 kvm.