23948sdkhjf

Hemmelighedskræmmeri: Arkitektkonkurrence skærer to fra

Dorte Mandrup, Entasis, Henning Larsen Architects og Praksis Arkitekter er kommet med deres bud på et besøgscenter ved verdensarven i Boesdal Kalkbrud.

De fire tegnestuer blev inviteret til at udarbejde forslag til arkitektkonkurrencen i december sidste år. Alle lever op til arkitektkonkurrencens store krav, men to er blevet valgt fra. Det oplyser Fonden Stevns Klint Besøgscenter i en pressemeddelelse.

Hvilke af de to tegnestuer, som er siet fra, og hvem bedømmelsesudvalget arbejder videre med, fremgår dog ikke. Og sådan forbliver det.

- Vi arbejder pt. på at kunne offentliggøre vinderen af arkitektkonkurrencen primo juli måned 2019. Det bliver altså først her afsløret hvem der har vundet konkurrencen, og hvem som ikke er kommet i betragtning, skriver formand for Fonden Stevns Klint Besøgscenter, Per Røner, i en mail til Licitationen.

Bedømmelsesudvalget arbejder nu videre med to af de fire projekter. Der vil derfor i den kommende tid være en uddybende dialog med de pågældende firmaer, og bedømmelsesudvalget vil så efterfølgende træffe en endelig beslutning. Den ventes som nænt offentliggjort i juli måned.

Det samlede besøgscenter med tilhørende friareal – byggegrunden er på 3.200 kvm – skal kunne etableres for en samlet anlægssum på 37,5 mio. kr. til entrepriseudgifter ekskl. omkostninger og moms, fremgår det af konkurrenceprogrammet. 

I oktober 2018 fik Stevns tilsagn om støtte på 80 mio. kr. til etablering af besøgscenter med formidling for verdensarven. A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal støtter med 50 mio. kr., 15 mio. kr. fra Aage og Johanne Louis-Hansens Fond samt 15 mio. kr. fra Augustinus Fonden. Stevns Kommune investerer samtidig 10 mio. kr. i udviklingen af området.

Fakta: Stevns Klint

Stevns Klint blev optaget som UNESCO Verdensarv i 2014, fordi det er det bedste sted i verden at se sporene fra den asteroide, der for 66 mio. år siden ramte jorden og forårsagede massedød.

Boesdal Kalkbrud har været aktivt kalkbrud indtil 1978. I kalkbruddet står stadig Pyramiden, som blev brugt til opbevaring af knust kalk, en mindre tørrelade, samt resterne af to skaktovne.

Besøgscentret skal placeres nede i kalkbruddet, og skal tage hensyn til både udsigt oven for bruddet, bruddets form samt bygninger i bruddet.

 

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.071