Lejerbo renoverer for 35 mio. kroner i Thisted
En bebyggelse med 12 boligblokke fra 1973 skal moderniseres med Lejerbo som bygherre. Projektet er netop sendt i udbud.
Den 38 år gamle bebyggelse består af 12 boligblokke, hvoraf de fem er 3-etages ejendomme med i alt 102 lejligheder, mens de resterende syv er 2-etages rækkehuse med fritliggende udhuse. Hertil kommer et fælleshus som særskilt bygning.
Renoveringsarbejdet omfatter betonrenovering af altandæk, inddækning af altaner og terrasser med alufacadepartier og udskiftning af vinduer. Hertil kommer renovering/udskiftning af lette facadevægge på rækkehusene, renovering af fælleshuset, udskiftning af kloakledninger samt ny belægning, beplantning og inventar i terræn.
Projektet har et samlet budget på 35 mio. kroner ex. moms, og hensigten er at prækvalificere fem virksomheder til at byde på hovedentreprisen, der tildeles efter kriteriet laveste pris. Fristen for at komme i betragtning er den 2. august.
Læs mere under Licitationer her på Building Supply.