TKD fastholder forventningerne trods underskud
TK Development kom ud af 1. kvartal 2011/12 med et minus på 5,1 mio. kroner. Ejendomsudvikleren forventer dog fortsat et plus på 100 mio. kroner for hele året.
Resultatet lyder på -5,1 mio. kroner, og det er en nedgang på næsten 25 mio. kroner i forhold til samme periode i fjor. Omsætningen udgør 110,7 mio. kroner i kvartalet mod 159,7 mio. sidste år.
Trods underskuddet ser ledelsen fortsat positivt på regnskabsåret som helhed og forventer et samlet resultat i niveauet 100 mio. kroner. Dette skyldes ikke mindst, at der pt. er god efterspørgsel fra både lejere og investorer efter velbeliggende projekter.
TK Developments samlede projektportefølje udgjorde pr. 30. april 3.402 mio. kroner, hvoraf 2.067 mio. er færdigopførte projekter. Disse indbringer aktuelt en årlig nettoleje på 144 mio. kroner, hvilket svarer til en forrentning af anskaffelsessummen på ca. 7 %. TK Development oplyser, at der netop nu forhandles om salg af flere af disse projekter.