Danske arkitekter restaurerer berømt aula i Oslo
Erik Møller Arkitekter og C.F. Møller har gennem fem år ledet en modernisering af aulaen på universitetet i Oslo. Den omfattende opgave har kostet 700 mio. kroner.
Af Lars Dalsgaard Adolfsen
Restaureringen af aulaen er en del af et omfattende restaureringsarbejde på hele den historiske kerne af Universitetet i Oslo. Erik Møller Arkitekter har siden 2007 været totalrådgiver på den 700 mio. kr. store restaureringsopgave, der er gennemført med C.F. Møller som underrådgiver.
Aulaen, der er kendt som rammen for uddelingen af Nobels Fredspris, blev opført i 1911 og er i dag totalfredet. Den er verdensberømt for sine 11 kolossale vægmalerier, der betegnes som den norske kunstner Edvard Munchs hovedværker.
Lyden i salen er fredet
I 2001 blev aulaen fredet som del af en større fredning af hele universitets hovedbygning og universitetets øvrige, historiske bygninger på Karl Johans gate. Akustikken blev her fremhævet som helt særlig, og selvom lyd ikke kan fredes, er den i praksis blevet det.
Akustikken har derfor været en stor udfordring for restaureringsarkitekterne i arbejdet med genopretningen af salens inventar og udsmykning. Alt interiør, som f.eks. stolerækker, sofaer langs væggene og overfladematerialer, er blevet gennemtestet på laboratorium og i salen, før det blev sat endeligt på plads – for ikke at ændre det mindste på lydforholdene i Aulaen.
De gennemgribende restaureringsarbejder har bl.a. omfattet afrensning og restaurering af forgyldninger, malede dekorationer, marmorsøjler og - vægge. Moderne installationer og gulvvarme er trukket under den nye egeparket, der er lagt i overensstemmelse med de originale tegninger. Der er udført store højteknologiske arbejder, skjult over loftet og under taget, for at stabilisere de klimatiske forhold i rummet og sikre de kostbare malerier og rummets øvrige udsmykning mod fugt og store temperaturudsving.
En særlig udfordring har også været at få de 11 Munch-malerier på i alt 223 kvadratmeter (4,5 m høje og op til 11 m lange) taget ned af væggene og sendt til restaurering. Arkitekterne løste problemet ved at skære en 4,5 m høj smal åbning i aulaens bagvæg, som malerierne blev ført ud igennem. En radikal, men usynlig løsning, som er blevet bibeholdt, bl.a. skjult bag et af malerierne. Det skal sikre, at Munchs værker også i fremtiden vil kunne tages ud i forbindelse med fx konserveringsarbejde.
