Træhuse med særligt byggekoncept vækker opsigt i Roskilde
44 energi- og miljøvenlige boliger i Skademosen i Roskilde-bydelen Trekroner får lige nu en del opmærksomhed.
Boligerne er nemlig blandt de mange nye huse i Roskilde-området, der for tiden bygges i træ.
Senest fik byggepladsen i Skademosen besøg af knap 40 nysgerrige gæster, der ville blive klogere på det bæredygtige træbyggeri. Det skete gennem en guidet rundvisning.
- Det er interessant at høre tankerne bag konceptet og se, hvordan hele konstruktionen foregår. Den bæredygtige tankegang er spændende at følge, og jeg glæder mig til at se det færdige resultat, siger deltager og direktør for Byens Netværk, Henriette Sofie Larsen, i en pressemeddelelse.
Hun får tilslutning fra Roskildes borgmester, Joy Mogensen, der også var på besøg på byggepladsen:
- Det er vigtigt, at vi tænker bæredygtighed ind i alle byggerier i kommunen, hvis vi skal passe på miljøet. Det er derfor inspirerende at se et byggeri som dette, og byrådet og jeg ser frem til at følge udviklingen, siger Roskildes borgmester siger hun.
Husene med særligt bygge-koncept
En af de ting, som de besøgende i Skademosen tog et kig på, var det koncept, som træhusene bygges efter.
Konceptet kaldes bolig-træ, og det indebærer, at husene bygges af massive træelementer, som bliver fremstillet på fabrik.
Byggesystemet er udviklet i samarbejde mellem enteprenørvirksomheden Adserballe & Knudsen og Vilhelm Lauritzen Arkitekter og giver langt større frihedsgrader for arkitekter til at lave gode planløsninger, fordi elementerne kan laves i stort set alle mål og størrelser.
Boligerne kan desuden grupperes og forskydes, og dermed kan der skabes en arkitektur, der danner miljø på en måde, der tit savnes i nye bebyggelser.
Herudover sikrer brugen af de allergivenlige materialer et godt indeklima og en mere behagelig duft af træ fremfor lugten af beton.
Samlet set er de mange fordele ved bolig-træ-konceptet baggrunden for, at boligselskabet valgte netop denne model til det nye, bæredygtige byggeri:
- Som alment boligselskab har vi pligt til at gå foran med innovative løsninger og sikre, at grønne løsninger, sund fornuft og god økonomi går hånd i hånd. Derfor er vi meget spændt på at følge udviklingen af vores bæredygtige byggerier i træ. Bolig-træ er derfor en af de veje, vi går i fremtiden for at sikre så høj mulig kvalitet og indeklima for vores beboere, siger adm. direktør for Boligselskabet Sjælland, Bo Jørgensen.
Boligselskabet har en rammeaftale med Adserballe & Knudsen om at opføre almenboliger i CLT, og Skademosen er det første byggeri i den aftale.