Top 10: Totalrenovering koster 600 millioner og 97 boliger
Arbejdernes Boligforening (AB) har netop sat gang i en totalrenovering af sin Afdeling 23 - Ådalsvænget, Ådalsparken og Ådalshaven i Esbjerg-bydelen Sædding. De næste tre års tid får beboerne udsigt til en rullende totalrenovering, der løber op i 600 millioner kroner alt indregnet.
Bygningsarbejder udføres i fagentrepriser. Ingeniør’ne er totalrådgiver og varetager ingeniørrådgivningen på projektet. Sweco står for arkitektrådgivning.
Bebyggelsen er opført i årene 1981-1983 og opdelt i fire bygningsafsnit. Afsnit 1 omfatter fem boligblokke i tre plan. Her bliver etableres nye klimaskærme - vinduer, døre samt tage rives ned og erstattes med nye. Blokkene får også nye skalmure og altaner, ligesom ombygningen giver gennemlysning af lejlighederne, fortæller Kent Grundell Hansen, projektchef ved Ingeniør’ne, til Building Supply.
Fakta: AB Afdeling 23 - Ådalsvænget mfl.Areal: 44.000 kvm Bygherre: Arbejdernes Boligforening Fagentrepriser Start: Januar 2019 |
- Vi har haft et rigtig godt samarbejde med beboerne og inddraget dem i processen hele vejen med workshops, beboermøder o.l. Det har været vigtigt for os, og vi har givet dem indflydelse, hvor de har kunne få det, fremhæver Kent Grundell Hansen.
Udearealerne ved blokkene i afsnit 1 får også den store tur, så der bl.a. bliver bedre tilgængelighed for kørestole. Det slår også igennem i renoveringen af blokkene, hvor boligerne i stueplan sikres titgængelighed.
97 boliger forsvinder
De tre andre bygningsafsnit, Afsnit 2, 3 og 4, består af klynger med et, to og treplansbebyggelse og tæller samlet 420 boliger. Her får bygningerne også ny klimaskærm med nye skalmure, vinduer og døre samt nyt tag. Her dog ved at eksisterende tagbelægning tages af, og der bliver lagt nyt.
Ifølge Kent Grundell Hansen opererer man i disse afsnit med tre slags boliger: Eksisterende boliger, hvor der ud over totalrenovering kommer ny ventilation, Tilgængelighedsboliger, hvor der kommer elevatorer og boligerne indrettes så kørestolsbrugere og andre kan få adgang. Endelig er der Sammenlagte boliger.
Et vigtigt element i totalrenoveringen er nemlig sammenlægning af adskillige mindre boliger i Afsnit 2, 3 og 4. I alt 97 boliger forsvinder, så afdelingens nuværende 606 boliger bliver til 509.
Renoveringsarbejdet er nu begyndt i afsnit 1 og i afsnit 2. Første blok ventes færdig om cirka 11 måneder, og totalrenoveringen er fuldendt i februar 2022.
Artiklen er en del af temaet Top 10.