Rådhus skal skifte 200 defekte vinduer
Vinduer med indbyggede persienner på Rådhuset i Tønder har vist sig at være defekte, og derfor skal alle vinduer af denne type skiftes ud. Der er tale om cirka 200 vinduer med indbyggede persienner. De omkring 50 vinduer uden persienner skal ikke skiftes.
- Leverandøren er klar over, at der er problemer med de leverede vinduer. Det tager leverandøren medansvar for og er indstillet på at medvirke til en løsning, hvor vi ikke bare får nye vinduer, der fungerer, men også meget bedre vinduer med en højere kvalitet, siger Tønders borgmester Henrik Frandsen i en pressemeddelelse.
Problemet med vinduerne er, at de indbyggede persienner går i stykker og sætter sig fast ved brug. Desuden er glasset i vinduerne begyndt at misfarves, og meget tyder på, at misfarvningen vil tage til. De defekte persienner påvirker arbejdsmiljøet og giver gener for medarbejderne bl.a. med varme og generende sollys.
Tilbud om forligsløsning
Leverandøren af de defekte vinduer har tilbudt en forligsløsning, hvor parterne deles om udgiften til de nye vinduer, mens leverandøren udover sin andel også påtager sig hele udgiften til selve udskiftningen.
Med denne løsning vil kommunen få en udgift på ca. 1,6 mio. kr., mens leverandørens samlede andel kommer til at ligge omkring 600.000 kr. højere.
Kommunens leverandør arbejder samtidig på en voldgiftssag mod sin underleverandør af glas og persienner og er blevet en del af en større sag i Norge. Her er der leveret et stort antal vinduer med samme problemer som i Tønder.
To løsningsmodeller
Forligsløsningen er den ene af to modeller, som Økonomiudvalget skal forholde sig til på det kommende møde torsdag den 21. februar.
- En anden løsning kunne være at sætte hårdt mod hårdt og kræve, at vores leverandør selv skal dække alle udgifter. Det vil betyde, at vi kommer ud i en voldgiftssag, som kan trække ud i nogle år, og vi har naturligvis ingen garanti for, at vi vinder en voldgiftssag. Og selv hvis vi vinder, vil der under alle omstændigheder være betydelige omkostninger til selve sagen, siger borgmesteren.
I sin indstilling til politikerne anbefaler administrationen forligsløsningen, som indebærer, at de defekte vinduer skiftes inden sommer.