23948sdkhjf

Stark: Topchefens turnaround krævede nye ledere

CEO i Stark Group, Søren P. Olesen, ser ikke køn – men kompetencer. I dag har han en bredere ledergruppe, der træffer bedre beslutninger.

Det er svært for Søren P. Olesen at forstå, at der ikke er mere konkurrence om de kvindelige kandidater til ledelsesstillinger. Det er at undsige halvdelen af talentpuljen.

– Men det er på en måde fint nok, for så får jeg bare alle de dygtige, griner Søren P. Olesen, adm. direktør i Stark Group.

Læs også: "Topresultater: Tre kvinder styrker Stark"

Søren P. Olesen tiltrådte i 2016 med en vision om en turnaround i virksomheden, der startede med at revurdere ledelsen. Det endte med en udskiftning af ledelsen for at løfte topchefens vision. Og der var brug for en bredere pulje til at finde de rette kandidater.

– Min klare oplevelse er, at alder, nationalitet, køn, brancheerfaring og anden baggrund ikke er en hæmsko for en god ledelse – tværtimod så skaber det en diversitet, som leder til bedre beslutninger. Vores diskussioner er mere holistiske og afspejler det marked og de udviklingstendenser, vi arbejder i, siger Søren P. Olesen.

Drop fordomme og baggrund
Han har siden 2016 ansat CFO Sisse Fjeldsted Rasmussen, Britta K. Stenholt som adm. direktør for Stark Danmark og Lene Groth som HR-direktør. De indgår i et ledelsesteam på otte personer.

De bedre beslutninger i ledelsen har ledt til højere omsætning, ekspansion af forretninger, større kundetilfredshed og bedre resultater i medarbejderundersøgelser. Søren P. Olesens indstilling til rekruttering og god ledelse kommer især fra erfaringer som leder i Tyskland og Rusland. Her var den rette kandidat ikke altid den, han havde forventet. Det lærte ham at søge bredere.

– Det er vigtigt at gøre en dyd ud af, at når man rekrutterer kandidater, så ser man ud over ens egen fordomme og egen baggrund. Man kan risikere, at man lader sig styre af det, og derfor gå glip af den helt rette kandidat, siger Søren P. Olesen.

Denne artikel er bragt i samarbejde med DI Business.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.103