Boligforeningen AB bygger passivhuse i Lønstrup
12 nye almene passivhus-boliger er på vej i den nordjyske ferieby, og interessen er over al forventning.
Jens Ole Jørgensen, forretningsfører i BoligHjørring, der skal administrere de nye boliger, fortæller således til Nordjyske Medier, at 10 af boligerne allerede er forhåndsreserveret til kommende lejere:
- Vi har lavet midlertidige lejekontrakter for 10 af de 12 boliger, som skal opføres ved Havblikvej. Det er flot. Projektet i Lønstrup er gået over forventning, men det er også et rigtig godt projekt, siger han.
Det er Boligforeningen AB, der står som bygherre af projektet, der er døbt ”Havblik”. Arkitektfirmaet Jørgen Ussing står bag boligerne, og der er planlagt licitation på byggeriet senere i maj måned. Forventet indflytning er maj 2012.