23948sdkhjf

Kraftig vækst i boligbyggeriet

Det samlede påbegyndte etageareal steg med 20 % i 1. kvt. 2011 i forhold til samme periode sidste år. Det er især boligbyggeriet, der trækker op med en fremgang på hele 42 %.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at det påbegyndte boligbyggeri steg med 88.000 m² i 1. kvartal 2011 sammenlignet med den tilsvarende periode i fjor.

Fremgangen svarer til en vækst på 42 % og er den primære årsag til, at det samlede påbegyndte etageareal er steget med 20 % – fra 885.000 til 1.059.000 m². Især enfamiliehuse er gået frem med en vækst på 57 %:

- Med den seneste udvikling er det andet kvartal i træk, at der er fremgang i boligbyggeriet, konstaterer Danmarks Statistik, som desuden fremhæver, at nedgangen inden for erhvervsbyggeriet tilsyneladende er stoppet.

I hvert fald kan man her fremvise en lille fremgang fra 446.000 til 459.000 m², hvilket svarer til 3 %:

- Det uændrede niveau for det påbegyndte etageareal til erhvervsbygninger dækker over såvel stigninger som fald. Udsvingene skal dog ses i lyset af, at erhvervsbyggeriet har været på et historisk lavt niveau i det seneste års tid, lyder det fra Danmarks Statistik.

Der bygges færre hoteller
For de dominerende typer af erhvervsbyggeri – landbrugsbygninger, fabrikker og værksteder samt administrationsbygninger – er der noteret en betydelig opadgående kurve. Mest markant er fremgangen inden for byggeri af fabrikker og værksteder, der er steget med 82 %.

Omvendt er fx det påbegyndte etageareal til transport- eller garageanlæg næsten halveret, mens der er tale om et fald på 12 % for bygninger til hotel- og restaurationsdrift og lignende liberale erhverv.

Forsinkede indberetninger giver statistisk usikkerhed
Danmarks Statistik påpeger dog samtidig, at opgørelsen generelt skal tages med forbehold. Forsinkede indberetninger til BBR betyder nemlig, at data-grundlaget må betegnes som usikkert:

- Det er meget vanskeligt for Danmarks Statistik at korrigere for denne forsinkelse, da der ikke er et fast mønster i forsinkelsernes omfang og årsager, fx giver en lavere byggeaktivitet typisk færre forsinkelser, oplyser Danmarks Statistik.

Kilde: Danmarks Statistik

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111