Dansk Boligbyg vinder større projekt i Tranbjerg
Horsens-entreprenøren skal opføre 60 2-plans boliger i totalentreprise for Brabrand Boligforening.
Dansk Boligbyg er således udpeget som totalentreprenør på 60 2-plans boliger i Tranbjerg, i alt 6.248 m², der fordeles på 11 enheder. Rådgiver på byggeriet er Luplau & Poulsen Arkitekter.
Kontraktens samlede værdi udgør knap 65 mio. kroner ex. moms, og boligerne opføres minimum i lavenergiklasse 2015. Det lave energiniveau skal realiseres gennem optimering
af klimaskærmens u-værdier, opvarmning via egen varmepumpe samt energitilførsel via solceller.
Ifølge Brabrand Boligforenings hjemmeside skal boligerne opføres med udvendig isolering og hvidmalet puds. Desuden opføres der lette partier med træbeklædning eller emelit-glas fyldningner. Facadepartier udføres med udvendig overflade i sort aluminium.
I alt syv entreprenører afgav bud i konkurrencen, hvor prisen var vægtet 40 % og kvaliteten 30 %. De resterende 30 % var fordelt med 20 % på energi og 10 % på entreprenørens organisation.