Tekniq opsluger Dansk VVS og Elfo
Tre organisationer blev til én, da Tekniq i sidste uge afholdt generalforsamling i Nyborg.
Beslutningen blev truffet med et overvældende flertal og får kun begrænset betydning for medlemsvirksomhederne.
Ifølge Tekniqs formand, Søren Skræddergaard, skyldes beslutningen, at Tekniq er en succes. Organisationen har fået langt mere indflydelse, fordi den repræsenterer hele installationsbranchen:
- Vores samarbejdspartnere rundt om i branchen og det politiske system har accepteret, at når Tekniq udtaler sig og deltager i politisk udvalgsarbejde, så sker det på vegne af både de danske el- og vvs-installatører. Der er ingen tvivl om, at vi har langt større indflydelse i dag, end vi ville have, hvis el og vvs arbejdede hver for sig, siger han og fortsætter:
- At vi ikke afskaffede de to brancheorganisationer, da vi dannede Tekniq for tre år siden, skyldtes, at vi ville skabe sikkerhed for, at fagspecifikke problemer ikke ville blive overset. Nu viser erfaringen, at den skepsis var helt overflødig.
For de hidtidige medlemmer af Dansk VVS og Elfo vil rettighederne i forhold til de eksisterende varemærker blive overført til Tekniq, mens reglerne for, hvilke virksomheder, der må benytte dem, vil være uændrede. Desuden fortsætter kredsarbejdet som hidtil.