Rækkehuskarré med 107 boliger til Hillerød-entreprenør
HHM er netop gået i jorden i Ørestad Syd for at opføre 28 rækkehuse og 79 lejligheder for Core Property Management.
I alt bliver der bygget ca. 9.000 kvm bolig fordelt med lejligheder på op til fem etager, rækkehuse i tre plan samt 2.300 kvm kælder. Heraf bliver 1.400 kvm parkeringskælder til de kommende beboere. Projektet har en entreprisesum på 162 millioner kroner.
Byggeriet har udgangspunkt i en traditionel karréstruktur: Etageboligerne vil fungere som gavlbygninger til rækkehuskarrèen og vil variere fra tre til fem etager. Rækkehusene får egen indgang og forhave. I midten af karréen kommer der et fælles gårdrum.
Med ved bordet fra start
Opgaven er en totalentreprise mellem C.F. Møller Architects, Moe, rådgivende ingeniører, og HHM, totalentreprenør. Bygherren er Core Property Management, der har Agenda Property med som projektudvikler og Jens Peter Madsen Rådgivende Ingeniører som bygherrerådgiver.
- Det er en stor fordel, at vi som totalentreprenør har siddet med ved bordet fra starten af, og jeg synes, at vores samarbejde med både bygherre og rådgivere har skabt et flot, gennemarbejdet og bygbart projekt, siger HHMs administrerende direktør Svend Pedersen.
De nye boliger skal stå klar i september 2020.
HHM har ofte været med som totalentreprenør tidligt i processen i flere nye bydele i Region Hovedstaden såsom Carlsberg Byen, Irmabyen og Bellakvarter og nu også i Ørestad Syd.