Nyt om navne: Raunstrup ansætter byggeleder
Civilingeniør Kasper Jørgensen skal stå i spidsen for to østjyske byggeprojekter.
Med ansættelsen hos Raunstrup får han ansvaret for opførelsen af nye syv penthouselejligheder på Frederiks Allé i Aarhus samt daginstitutionen ”Løgtengården” i Skødstrup.
Lejlighederne i Aarhus er tegnet af Form Danmark med Ivar Lykke Kristensen som ingeniør og opføres i totalentreprise for Ejendomsselskabet af 29/2 2004. Byggeriet har et budget på 10,4 mio. kroner og skal afleveres ved udgangen af oktober.
Løgtengården i Skødstrup er et 1.000 m² stort institutionsbyggeri, der skal opføres som lavenergibyggeri med et energiforbrug på 50 kW/m². Raunstrup vandt projektet tilbage i februar måned sammen med Sahl Arkitekter og LB Consult og skal efter planen aflevere det færdige byggeri i december i år.