Nyt teaterhus til Hjørring?
Hjørring Kommune og Realdania er gået sammen om at undersøge mulighederne for at opføre et nyt teater- og oplevelseshus i den nordjyske by.
Sammen med Realdania har Hjørring Kommune indledt en forundersøgelse, der skal undersøge grundlaget for at etablere et nyt teater- og oplevelseshus i byen.
Formålet med undersøgelsen er at belyse en lang række tekniske forhold og give nærmere indikationer på anlægsøkonomi og finansieringsmodeller. Analyserne gennemføres i samarbejde med arkitekt og scenograf Steffen Aarfing, der er én af landets fremmeste rådgivere indenfor sceneteknik og teaterbyggeri.
Når resultatet af undersøgelsen foreligger, skal der så tages endelig stilling til, hvorvidt og hvordan byggeriet kan gennemføres.
Kulturel og bymæssig dynamo
Hjørring huser i dag Vendsyssel Teater, men teatrets nuværende fysiske rammer rummer ringe muligheder for videreudvikling.
Etableringen af et nyt teater- og oplevelseshus i Hjørring skal derfor ses som fyrtårnet i en satsning, hvis visionen er at skabe energi til vækstlaget, de unge og de kreative i landsdelen, samt at give vendelboerne helt nye og spændende oplevelser:
- I dag kan byer – især de byer som ligger i de såkaldte yderområder – med fordel udvælge de særlige lokale potentialer og gøre dem til omdrejningspunkt for udviklingen. Et nyt teater- og oplevelseshus vil kunne fungere som generator for både Hjørring og hele den kulturelle og uddannelsesmæssige udvikling i et af Danmarks yderområder. Samtidig vil den fysiske placering af huset i Hjørring understøtte den bymæssige udvikling og medvirke til at skabe sammenhængskraft og dynamik i bymidten, siger Astrid Bruus Thomsen, projektleder i Realdania.