Arpe & Kjeldsholm skal bygge flere Carlsberg-boliger
I Carlsberg Byen har man nu løftet sløret for det næste projekt.
Fristrup Hus med 136 lejligheder skal opføres i den nordlige ende af bydelen ved Rahbeks Allé på grænsen til Frederiksberg.
- Denne del af Carlsberg Byen har vist sig særdeles populær ved de tidligere projekter, vi har lanceret. Ydermere er Fristrup Hus nærmeste nabo til Kammas Have, som med sin udformning og ro bliver et populært, grønt åndehul for områdets beboere, siger administrerende direktør i Carlsberg Byen, Jens Nyhus.
Manden bag navnetFristrups Hus har fået sit navn efter Nilaus Fristrup (1836-1909), der var dansk kunstmaler og modellør. Han står blandt andet bag Carlsberg Byens ikoniske Elefantport, som Dahlerup var arkitekt på. |
Byggeriet er tegnet af C.F. Møller med Opland som landskabsarkitekt og Niras som rådgivende ingeniør. Selve opførelsen er lagt i hænderne på Arpe & Kjeldsholm, som i forvejen står bag en stribe Carlsberg-byggerier, og som i øvrigt selv flyttede hovedkontoret til bydelen for to år siden.
Med Fristrup Hus tilføres den nordlige del af Carlsberg Byen et byggeri i seks etager med lejligheder i størrelser fra 47 til 174 kvadratmeter. Størstedelen af boligerne i stueplan får egen terrasse, mens alle lejligheder fra første sal og op får altan. Desuden vil mange af boligerne på 4. og 5. sal få private tagterrasser. I midten anlægges en gårdhave. Byggeriet opføres i tilknytning til Tuxens Tårn, som Arpe & Kjeldsholm også skal bygge.
Fristrup Hus ligger i det rolige hjørne af Carlsberg Byen ved Rahbeks Allé, og får Kammas Have som nærmeste nabo mod vest, og det fredede Halmlageret mod øst.