23948sdkhjf

Etableret arkitekt: - Godt vi ikke skal starte op i dag

Nystartede virksomheder bidrager med mere end 50 procent af Danmarks værditilvækst.

Blandt dem er arkitektvirksomheden Dorte Mandrup. Adm direktør Frants Nielsen mener, at fødslen af nye arkitektvirksomheder er blevet sværere.

I 1999 startede arkitekt Dorte Mandrup egen virksomhed. Det skete på baggrund af konkurrencerne om Kvarterhuset på Jemtelandsgade og Vandflyverhangaren. På daværende tidspunkt var der to medarbejdere i virksomheden, men båret frem af nullernes voldsomme byggeaktivitet havde hun i 2006 omkring 45 medarbejdere.

Da finanskrisen ramte, blev medarbejderstaben reduceret betragteligt, men siden er virksomheden vokset betragteligt igen, og nu har arkitektvirksomheden 70 ansatte og en omsætning på 60 millioner kr. i seneste regnskabsår.

Dermed er Dorte Mandrup en af de mange relativt nystartede virksomheder, der ifølge en ny analyse fra Dansk Industri, bidrager med ca. halvdelen af Danmarks værditilvækst.

Virksomheder, som er etableret i perioden 1995 til 2014, står for halvdelen af den samlede private værditilvækst i 2014. Det er derfor helt afgørende, at vi hele tiden får virksomheder som Dorte Mandrup til at vokse sig store og stærke
Kent Damsgaard, Direktør

Prestigeprojekterne giver hverken brød eller smør på bordet
Arkitekt Dorte Mandrup har tegnet en række meget anerkendte, ikoniske bygninger. Herunder Idræts- og Kulturhuset Prismen i København, Jægersborg Vandtårn, Vadehavscentret i Ribe og det kommende Isfjordscenter i Grønland.

Men ifølge adm. direktør Frants Nielsen er det ofte ikke de prestigefyldte projekter, der giver brød eller smør på brødet.

- Dorte Mandrup er en kunstnerisk funderet tegnestue. Det betyder, at vi er interesserede i de særlige projekter, hvor den arkitektoniske ambition er i helt top. Det er ikke her, vi tjener vores penge, men de er vigtige af andre grunde. Helt grundlæggende fordi de er enormt sjove for vores kolleager at designe. Men jo også fordi de ganske enkelt understøtter og styrker vores position, og gør at vi vedbliver at kunne tiltrække de dygtigste medarbejder, siger Frants Nielsen.

Han fortsætter:

- Men som arkitekter er vi også sårbare. I byggebranchen er vores rådgivning det første, der bliver sparet væk, hvis, eller rettere når, der kommer en krise.

Ville nødig starte ny arkitektvirksomhed
Den virkelighed oplevede virksomheden under finanskrisen, og erfaringerne derfra var en af årsagerne til, at Dorte Mandrup i 2013 besluttede sig for at etablere en bestyrelse, der kunne hjælpe hende med at professionalisere virksomheden, så risici blev minimeret.

- Jeg kom til i 2015 som adm. direktør som følge af bestyrelsens input. Det, at jeg tager mig af det kommercielle arbejde, giver Dorte Mandrup rum til at koncentrere sig om det kreative, det som jo er virksomhedens kerne, siger Frants Nielsen.

Frants Nielsen ser lyst på virksomhedens fremtid, men han er glad for, at han ikke skal starte ny arkitektvirksomhed op i dag.

- Siden Dorte Mandrup startede virksomhed, er de offentlige arkitektkonkurrencer blevet meget sværere for nystartede at vinde. Kravene til dem, der byder, går ofte på, at de skal have dokumenteret erfaring med andre projekter. Derfor er det nødvendigt for nye virksomheder at få erfaringen gennem projekter med private aktører, siger Frants Nielsen.

Han anbefaler desuden, at alle virksomheder gør, hvad de kan for at være klar til en situation, hvor ordrerne ikke hænger på træerne.

- Vi forsøger selv at sprede vores aktiviteter over både landegrænser og projekttyper, så vi ikke er så eksponerede over for udsving i de enkelte grene. Men vi ved samtidig, at arkitekter er byggebranchens kanariefugl, og at vi bliver de første, der mærker det, når tiderne skifter, siger Frants Nielsen.

Skab bedre forhold for nystartere
I Dansk Industri påpeger Kent Damsgaard, at Danmark fremadrettet er helt afhængige af, at virksomheder som Dorte Mandrup formår at etablere sig og overleve kommende kriser.

- mange virksomheder overlever desværre ikke de første fem år. Men dem, der gør, og også formår at kæmpe sig gennem negative konjunkturer, er uvurderlige for Danmarks økonomi. Derfor skal vi som samfund hele tiden have for øje, hvad vi kan gøre for at skabe gode forhold og overlevelsesmuligheder for opstartsvirksomheder, siger Kent Damsgaard.

Han fremhæver blandt andet, at finansieringsmulighederne for de nye virksomheder skal forbedres, og at de skal have gode muligheder for at ansætte de kvalificerede medarbejdere, de har brug for.

- En forenkling af skattesystemet kan gøre det mere overskueligt og attraktivt at investere i nye, unoterede virksomheder, og bedre muligheder for at aflønne med aktier kan gøre det lettere for nye virksomheder at tiltrække de dygtige medarbejdere, siger Kent Damsgaard.

Artiklen er bragt i samarbejde med DI Business

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.08