SKI udpeger ny adm. direktør
Det bliver 36-årige Signe Lynggaard Madsen, der får til opgave at føre Statens og Kommunernes Indkøbs Service videre gennem det igangværende kursskifte.
Hun har siden december 2010 været konstitueret adm. direktør i SKI og tiltræder officielt på posten den 1. maj 2011:
- Signe Lynggaard Madsen er den helt rette kandidat. Vi har i bestyrelsen blandt andet lagt vægt på Signe Lynggaard Madsens store faglige kompetence inden for indkøb og udbud samt hendes kommunikative evner og ledelseskompetencer, siger bestyrelsesformand Jørgen Clausen.
Tillid til SKI skal genetableres
Efter en turbulent periode har SKI nu taget et væsentligt skridt i bestræbelserne på at realisere sin nye strategi, der skal genrejse virksomheden som et kompetent samlingspunkt for offentlige indkøb i Danmark.
Målet er betydelige gevinster i form af billigere og enklere indkøb for kommunerne; blandt andet ved at tilbyde forpligtende volumenaftaler:
- Jeg er meget glad for, og meget stolt over, at bestyrelsen har anerkendt de resultater, som jeg har stået i spidsen for og som SKI’s medarbejdere har bidraget til. Vi er godt i gang med at bringe SKI sikkert videre. Det er med stor ydmyghed, at jeg nu går til den store opgave, der ligger foran mig med at fortsætte dette arbejde og få genetableret tilliden til SKI blandt kunder og i leverandørmarkedet, siger Signe Lynggaard Madsen.
Om SKI’s nye direktør
Inden Signe Lynggaard Madsen blev konstitueret som adm. direktør for SKI i december 2010, kom hun fra et job som kontorchef i Finansministeriet, hvor hun har været ansat siden 2000. Senest var hun bl.a. ansvarlig for udbudspolitik, indkøbspolitik og konkurrenceudsættelse som kontorchef i Center for Effektivisering og Digitalisering.
I 2006-2007 var Signe Lynggaard Madsen som kontorchef for Statens Indkøb ansvarlig for at opbygge og implementere det statslige indkøbsprogram. Signe Lynggaard Madsen har været medlem af Udbudsrådet og har arbejdet med regeringens konkurrenceudspil til Vækstforum, herunder forslag om nemmere udbud.
Signe Lynggaard Madsen er 36 år og er uddannet cand. scient. pol.