Konkursramt murerfirma erstattes af et nyt
Det lykkedes ikke at rekonstruere BG Murer, som i sidste uge gik konkurs.
Men hverdagen fortsætter alligevel i firmaets lokaler på Birkevej i den lille vestjyske by, Spjald.
Dagbladet Ringkøbing-Skjern fortæller således mandag, at tidligere bestyrelsesmedlem Knud Christensen har etableret et nyt firma, Spjald Murerfirma, og ansat 20 medarbejdere fra det konkursramte BG Murer, herunder ejerne Geert og Marianne Kamp Christensen.
- Det lykkedes desværre ikke at rekonstruere BG Murer, så der er egentlig sket det samme, som når et hus bliver blæst væk af en orkan. Huset er ganske vist væk, men tilbage står soklen, siger Knud Christensen til avisen.
Han er selv indtrådt som direktør for det nye Spjald Murerfirma, som i første omgang skal færdiggøre de opgaver, som BG Murer var i gang med, da konkursen indtraf.
Geert og Marianne Kamp Christensen indgav selv konkursbegæringen og har tidligere forklaret, at det var konkurser hos kunder samt en voldgiftssag, der trak firmaet ned.
Knud Christensen er i øvrigt far til Geert Kamp Christensen.