Dansk Byggeri: Tilbagegangen er slut!
Den kraftige nedgang i beskæftigelsen i bygge- og anlægsbranchen er ovre for denne gang. Det vurderer dansk Byggeri med henvisning til nye tal fra Danmarks Statistik.
Ved udgangen af 1. kvartal 2011 var der 141.400 ansatte i byggeriet, og det er blot 100 færre end i 4. kvartal 2010:
- Det er meget positivt, at den voldsomme tilbagegang i beskæftigelsen er ophørt. Når man korrigerer for udsving på grund af sæsonen, var der kun et fald på 0,1 % fra 4. kvartal 2010 til 1. kvartal 2011, siger seniorøkonom Finn Bo Frandsen fra Dansk Byggeri.
Sammenlignet med samme tidspunkt sidste år er beskæftigelsen steget med 4.200 personer, hvilket svarer til 3,3 %.
Markant fremgang for murerfaget
De positive tendenser viser sig især inden for nybyggeri, hvor beskæftigelsen er steget med 1.100 personer svarende til 3,7 %.
På brancheniveau er det især murerne, der har grund til at glæde sig. Her er der således sket en fremgang på 5,8 % siden 4. kvartal 2010 og hele 24,3 % siden 1. kvartal 2010.
De brancher, der har oplevet de største fald siden 4. kvartal 2010, er vvs’erne og anlægsentreprenørerne, der er gået tilbage med hhv. 5,9 % og 4,7 %.
Beskæftigelsen i byggeriet toppede i 2007 med over 180.000 ansatte, og trods de positive nyheder er det aktuelle niveau således fortsat rekordlavt.
Kilde: Danmarks Statistik