23948sdkhjf

Holbæks nye sportsby er forsinket

I januar 2019 skal Holbæk Sportsby efter planen stå klar til indvielse.

Men det kommer ikke til at ske, oplyser Holbæk Kommune i en pressemeddelelse.

Kommunen har over de sidste par måneder fået foretaget en ekstern gennemgang af tidsplanen. Resultatet er forelagt bygherren Fonden Holbæk Sportsby, som ifølge pressemeddelelsen har erkendt, at sportsbyen, hverken helt eller delvist, kan tages i brug til tiden.

- Fonden har hele tiden sagt, at tidsplanen holder. Nu viser det sig så, at det gør den ikke. At vi så endnu ikke har klarhed over, hvornår sportsbyen så står færdig, gør bare sagen endnu værre. Det er selvfølgelig utilfredsstillende, og derfor har jeg også bedt mine embedsfolk om at sikre, at fonden leverer et klart billede af forsinkelsens omfang, siger borgmester Christina Krzyrosiak Hansen (S) i en pressemeddelelse.

Hvor omfattende forsinkelsen bliver, kan hverken kommune eller bygherre oplyse på nuværende tidspunkt.

- Kommunens rådgivere og fondens planlæggere sidder og gransker tidsplanen lige nu. Og jeg er ret overbevist om, at der inden for få dage kommer en justering af den plan, som vi hidtil er gået efter. Hvor stor eller hvor lille den justering bliver, kan jeg ikke sige noget om, fortæller direktør Carsten Damgaard fra Fonden Holbæk Sportsby til Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Han ønsker ikke at gå ind i, hvad der er årsag til forsinkelsen, men henviser til Entreprenør Morten C. Henriksen, der er totalentreprenør på projektet.

- Det er ærgerligt, at byggeriet ikke bliver færdigt til den dato, som er meldt ud, og som er skrevet ind i kontrakten. Men når det er sagt, er det ikke en katastrofe for brugerne. De bliver ikke hjemløse, men kan blive i deres nuværende lejemål, indtil byggeriet er færdigt, tilføjer Carsten Damgaard.

Det er ikke lykkedes Licitationen at træffe direktør Morten C. Henriksen inden redaktionens deadline.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093