23948sdkhjf

Milliardplan på plads: 2.000 Amager-boliger får ny placering

Som led i forhandlingerne om budget 2018 er syv partier på Københavns Rådhus blevet enige om en løsning, der skal erstatte Ørestad Fælled Kvarter.

Strandengen, der ligger på Amager Fælled ved Sundby Station, blev sidste efterår opgivet som byggefelt for op mod 2.400 boliger.

Sagen kort

By & Havn og PensionDanmark etablerede i sensommeren 2017 et fælles projektselskab, der skulle stå i spidsen for udviklingen af Ørestad Fælled Kvarter på Amager Fælled.

178.000 etagemeter boligbyggeri samt parkering og kommunale institutioner var på tegnebrættet i et nyt DGNB-certificeret boligområde, der skulle udvikles med afsæt i Team Vandkunstens masterplan fra 2016.

Projektet medførte voldsomme protester og politisk modstand, og det førte til, at et flertal i Københavns Borgerrepræsentation godt en måned senere fejede planerne af bordet og vedtog, at kommunen skulle forsøge at finde et nyt byggefelt.

- Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg forholder mig til den virkelighed, der omgiver mig – og det er, at der er en folkelig modstand mod at bygge på grunden, sagde overborgmester Frank Jensen ved den lejlighed.

Nu har et flertal så vedtaget, at det kommende boligområde i stedet skal bygges i området ved Amager Fælleds tidligere campingplads 

Nu er politikerne nået frem til en løsning, hvor cirka 2.000 boliger opføres på en del af det område på Amager Fælled, hvor der var planlagt campingplads, og hvor der i dag ligger et vandrehjem.

- Campingområdet fungerede indtil 1974 som losseplads og har i dag en naturværdi, der karakteriseres som ”ringe” til ”moderat”. Partierne stiller i aftalen en lang række krav til det kommende byggeri, herunder at der skal være tale om en grøn og bæredygtig bydel med bygninger, der for eksempel er beklædt med træ eller begrønnet. Rundt om boligerne skal området fremstå som natur, og der skal gøres en særlig indsat for at sikre biodiversiteten i randområdet af byggeriet, skriver Københavns Kommune i en pressemeddelelse.

Byggeriet vil inddrage de ca. 2,1 hektar, der i dag er bebygget med vandrehjem. Sammen med ca. 9,7 ’nye’ hektar vil byggeriet i alt fylde 11,8 hektar af Amager Fælled.

Desuden er det aftalt, at en grund ved Selinevej mellem motorvejen og togskinnerne til Sverige længere mod syd på Amager skal udlægges til i alt 81.000 kvadratmeter erhvervsbyggeri, ligesom der skal bygges 20.000 kvadratmeter ekstra erhverv i Ørestad. Desuden skal en grund ved Bådehavnsgade ud mod Fiskerihavnen, der i dag er dækket af krat, udvikles til 64.500 kvadratmeter boligbyggeri eller godt 550 boliger.

Både byggeriet af boliger i Bådehavnsgade, på campinggrunden og erhvervsbyggeriet på Selinevej forudsætter, at staten medvirker til at af-frede grundene mod til gengæld at frede Strandengen.

De syv partier, der forhandler om budgettet for næste år, er Socialdemokratiet, Radikale, SF, Venstre, Konservative, Dansk Folkeparti og Liberal Alliance. Forhandlingerne om budgettet ventes afsluttet inden for de nærmeste dage.

Med aftalen forventer kommunen at kunne rejse de 1,9 mia. kroner, man skylder for metro-byggeriet i København.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096