Til kamp mod spildtid på byggepladsen
- Der er stort set ingen i byggebranchen, der har arbejdet sådan her med produktivitet, siger proceschef Søren Christensen fra Enemærke & Petersen.
Hans virksomhed er netop nu i fuld gang med at gennemføre et produktivitetsprojekt på byggepladserne og på fabrikken i Ringsted – i tæt samarbejde med Aarhus Universitet, Revalue, der er en del af Innovationsfonden, og konsulenthuset 4improve.
I den indledende research fandt de frem til to tidligere effektivitetsundersøgelser af byggepladser fra henholdsvis 2001 og 2017. Begge undersøgelser konkluderede, at blot en tredjedel af arbejdstiden på byggepladsen blev brugt på reel produktion. Resten går til blandt andet forberedelse, transport – og spild!
Heldigvis for Søren Christensen viste den efterfølgende undersøgelse af Enemærke & Petersens egne byggepladser, at tre ud af fire pladser var mere produktive end det, men der er fortsat store gevinster at hente.
- De indledende beregninger viser nemlig, at vi kan lave store besparelser på hver enkelt byggesag, hvis vi får reduceret den store mængde spildtid, vi stadig har på projekterne. Så fra nu af benchmarker vi faktisk kun med vores egne resultater, så vi får en udvikling, der batter, siger proceschefen og fortsætter:
- Vi kan for eksempel se, at vores håndværkere bruger lang tid på at gå rundt på pladsen og på samtaler. Det gør de ofte, fordi de har praktiske spørgsmål til byggeledelsen. Derfor kan vi spare håndværkernes tid og gøre dem mere effektive ved, at byggeledelsen er mere til stede ude på pladsen og er klar til at svare på spørgsmål, forklarer Søren Christensen og tilføjer, at samarbejde på tværs også rummer potentiale for anseelige besparelser:
- Hvis tømreren, for eksempel efter en vinduesudskiftning, lige kitter før han går, så er der sparet megen ventetid for den murer, der kommer efter ham. Her kan vi virkeligt spare penge, så nu er vi i dialog med forskellige faglige organisationer for at indgå et projektsamarbejde, der skal øge samarbejde på tværs mellem fagene.
Projektet vil fortsætte over de næste par år, og ambitionen er at opnå et bedre flow, højere arbejdsglæde, besparelser og tidligere afleveringer ved at udbrede nye arbejdsstandarder i hele organisationen.