23948sdkhjf

Ingen af boligerne bliver ens på Tuborg Strandeng

Spaden er stukket i jorden til de første af mere end 300 nye eksklusive boliger i Hellerup

Torsdag blev første spadestik taget til Danica Pensions store projekt, Tuborg Strandeng, der opføres i det område, der tidligere husede bryggeriet Tuborg og havnevirksomheden Tuborg Havn.

I alt 323 ejer- og lejeboliger fordelt på 53.550 kvadratmeter er på tegnebrættet, hvoraf lidt over halvdelen opføres i første parket til Øresund på området syd for indsejlingen til havnen.

NCC er totalentreprenør
I første omgang opføres 50 boliger fordelt på to bygninger, der varierer i højde fra fire til 12 etager. Det er NCC, der har sikret sig totalentreprisen. Entreprenøren er i forvejen i gang med at opføre 100 lejeboliger på et andet byggefelt i området.

Danica Pensions administrerende direktør, Per Klitgaard, der sammen Gentoftes borgmester, Hans Toft og NCC-direktør Palle Rasmussen, fik æren af at tage det første spadestik, forklarede, at boligerne i Tuborg Strandeng er til dem, der vil leve det aktive liv med Øresund som nabo, men som ikke har tid og lyst til at vedligeholde en ældre villa.

- Uden for døren i de nye boliger ligger havet, byen og et stort, naturskønt område med masser af lys og luft. Arkitekterne har tegnet smukke boliger i materialer i meget høj kvalitet og med store vinduespartier fra gulv til loft. Og med mindst to private terrasser eller balkoner smelter ude og inde sammen, sagde Per Klitgaard.

Skulpturelle og varierede boliger
Tuborg Strandeng er tegnet af Lundgaard & Tranberg, der har skabt et projekt, hvor ingen af boligerne bliver ens. Flere boliger har tre facader og et 270 graders kig over havet og strandengen. De boliger, der opføres i første parket til Øresund får sydvendte inderhavne med brygger, badetrapper og en helårs badebro.

- Det har været afgørende for os at skabe skulpturelle og varierede boliger, hvor man oplever at leve i tæt kontakt med havet og den frodige strandeng, siger arkitekt Lene Tranberg.

Et centralt arkitektonisk greb i denne sammenhæng er brugen af massive vægskiver, der danner rum både inde og ude.

- På denne måde opbløder vi grænserne mellem inde og ude med rum, der virker flydende og inviterer det særlige lys ved havet helt ind. Brugen af vægskiverne og placeringen af alle installationer i gulvet betyder samtidig, at det bliver nogle meget fleksible boliger, der giver de fremtidige beboere mulighed for selv at tilrettelægge rumfordelingen alt efter behov, forklarer Lene Tranberg.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.14