23948sdkhjf

A. Enggaard skal bygge sundhedshus på 7.500 m²

Sammen med C.F. Møller og ISC Rådgivende Ingeniører er entreprenøren udpeget som vinder af totalentreprisen på et nyt sundheds- og kvarterhus i Aalborg Øst.
I Aalborg Øst er Himmerland Boligforening i fuld gang med at realisere en omfattende helhedsplan for kvarteret Kildeparken, hvor flere end 1.000 boliger skal renoveres.

Det nye sundheds- og kvarterhus er et led i denne plan og skal bl.a. være med til at rekruttere og fastholde praktiserende læger i området:

- Med dette hus får bydelen en ikon, som sætter en ny standard for kvaliteten af kommende renoveringer og byggerier i bydelen. Det er en fantastisk chance, vi har fået for at komme godt fra land i den kæmpeopgave, som vi står over for, siger formand Peter Anker fra Himmerland Boligforening.

Skrånende terræn indarbejdet som en kvalitet
Den grundlæggende idé med projektet er at opføre et hus, der afspejler dets forskellige funktioner og placering som en del af boligområdets daglige liv:

- Grunden skråner, hvilket ikke er optimalt for et sundhedshus, der skal kunne udvikle sig løbende og være fleksibelt. Men det valgte vi at se som en kvalitet. Vi har placeret huset på en basis med trapper og ramper, som gør, at der ikke bliver niveauspring inde i huset. Herved bliver forholdene optimale for at kunne foretage ændringer. Ikke mindst bliver huset meget adgangsvenligt for kørestolsbrugere, forklarer direktør Asger Enggaard fra A. Engaard A/S.

Huset bliver på i alt 7.500 m², hvor cirka 5.000 m² udnyttes til sundhedsfunktioner som lægepraksis, speciallægeklinikker, fysioterapi, psykologer, kommunal ældrepleje og sundhedspleje for småbørn. Desuden bliver huset hjemsted for udviklingsafdelinger og kursustilbud for ansatte i Region Nordjylland.

En del af en positiv udvikling
De resterende 2.500 m² skal rumme tilbud for områdets beboere – blandt andet sundhedscafé, fitness og folkeoplysning – og drives i et samarbejde mellem Himmerland Boligforening, Oplysningsforbundet Fokus og det igangværende boligsociale projekt 9220 Aalborg Øst.

Specielt husets indhold af boligsociale og borgerrelaterede aktiviteter har haft bevågenhed hos Realdania, som støtter realiseringen af projektet. Projektleder Lars Autrup siger:

- Vi står bag dette visionære projekt, fordi det skaber liv og aktivitet i et boligområde. Det er en del af en positiv udvikling, hvor boligområder omdannes til flerfunktionelle byområder. Vi ser frem til, at huset nu realiseres, og at det kan bidrage til udviklingen af hele Aalborg Øst med de aktiviteter, som placeres i huset.

Byggeriet på Fyrkildevej går i gang i løbet af april 2011, og det forventes, at huset kan stå færdigt i juni 2012.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119