23948sdkhjf

MT Højgaard mærker krisen

Et vanskeligt 2010 sluttede med et overskud på 100 mio. kroner før skat – en nedgang på 207 mio. i forhold til 2009. På plussiden tæller en markant højere ordrebeholdning.
2010 var et hårdt og udfordrende år for bygge- og anlægsbranchen. Året var kendetegnet ved en dæmpet efterspørgsel, øgede tilbudsomkostninger, intens konkurrence om ordrerne og dermed pres på priserne.

Dertil skal lægges en usædvanlig hård vinter i årets første tre måneder, og det afspejler sig i MT Højgaards resultat for 2010.

Acceptabelt resultat
Det blev godt nok til endnu et overskud, men resultatet på 100 mio. kroner er markant lavere end de 307 mio. i 2009, og det betyder, at resultatgraden falder fra 3,4 til 1,2 %:

- Selv om resultatet er mindre end sidste år og ligger under vores målsætning, vurderer vi det som acceptabelt i forhold til de gældende markedsvilkår, siger adm. direktør Kristian May i en kommentar til regnskabet.

Omsætningen endte i 2010 på 8,3 mia. kroner mod 9,1 mia. året før – en tilbagegang på 9 %.

Forventer stigende omsætning
Der er dog også positive elementer at tage med sig ind i 2011. Med en egenkapital på 1,6 mia. kroner og en soliditet på 35 % fastholder MT Højgaard sin finansielle styrke, og det er en vigtig faktor for bygherrerne, når de skal vælge samarbejdspartner, fremhæver Kristian May.

Samtidig kan koncernen glæde sig over, at indgangen af nye opgaver i årets sidste måneder var stærkere end den havde været længe. Det betød, at ordrebeholdningen var 24 % højere ved begyndelsen af 2011 end på samme tidspunkt året før, og det giver tro på fremgang i det nye regnskabsår:

- Vi forventer en stabil udvikling i 2011, selv om udfordringerne langt fra er overstået, siger Kristian May.

Han og den øvrige ledelsen forventer her en fremgang i omsætningen på 15 % til ca. 9,5 mia. kroner samt en resultatgrad i niveauet 1 %:

- Markedsforholdene vil fortsat byde på udfordringer for branchen. I MT Højgaard vil lønsomheden fortsat være et helt centralt punkt i alle vores aktiviteter. Vi er meget omhyggelige med effektiv projektledelse, præcis risikostyring og valg af opgaver, der matcher vores palet af kompetencer, slutter direktøren.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.125