Syddjurs Kommune vil bygge ny by
Et helt nyt byområde langs Kalø Bugt skal udvikles over de næste mange år på baggrund af rådgivning og konkurrencer for de bedste arkitekter, byplanlæggere, økonomer og sociologer.
Det kan i løbet af en årrække blive en realitet i Syddjurs Kommune, hvor man netop har lanceret de foreløbige planer bag udviklingen af et sammenhængende byområde fra Djurslandsmotorvejens afslutning ved Løgten til Rønde:
- Kalø Bugt-området er som bosætningsområde en ren perle. Vi forestiller os et levende og attraktivt byområde med sin egen identitet, hvor eksisterende byer og landsbyer sammen med nye byområder skal udvikle sig som variationer over et enestående landskab, siger borgmester Kirstine Bille ifølge kommunens hjemmeside.
Enestående natur tæt på Aarhus
Ambitionen er at skabe et område, der er kendetegnet ved nytænkende arkitektur og byggeri af høj kvalitet, som forholder sig til såvel den store herlighedsværdi i området som til de kommende års miljø- og klimaforandringer:
- Vi er overbeviste om, at området kan blive et særdeles attraktivt bosætningsområde med stor tiltrækningskraft for de mange mennesker, der ønsker på én gang at bo tæt på Aarhus og samtidig i et enestående naturområde, siger Kirstine Bille.
Interesse fra investorer
Det er dog et projekt med en række udfordringer, og der følger ingen succesgaranti med igangsættelsen af projektet. At realisere planen vil bl.a. kræve forståelse fra de overordnede myndigheder, der skal tillade ny byudvikling i området:
- Vi ved, at det er en både ambitiøs og stor opgave, vi her har givet os selv. Men vi håber på de overordnede myndigheders forståelse for, at også Syddjurs Kommune skal have andel i den vækst, vi oplever i det, der kaldes det østjyske bybånd eller den østjyske millionby, og at nye byudviklingsområder i nærheden af dette vækstcenter er en forudsætning, siger borgmesteren, som oplyser, at der allerede på nuværende tidspunkt er interesse fra potentielle investorer:
- Der har faktisk allerede længe været vist interesse for området, og vi er allerede nu i dialog med flere mulige investorer, slutter Kirstine Bille.
Projektet skal i første omgang opfattes som et debatoplæg, og Syddjurs Kommune vil nu gå i dialog med de overordnede myndigheder, investorer, interessenter og kommunens borgere.