23948sdkhjf

Flyselskab har fået nyt domicil i Billund

Aart Architects står bag designet af den nye bygning, der sikrer synergi og synlighed i Jyllands største lufthavn

Sun-Air Aviation Group opererer i de højere luftlag, så hvorfor ikke bringe himlen ned i deres organisation?

Det var afsættet for Aart Architects, der har haft til opgave at designe et nyt hovedkvarter til det danske, familieejede flyselskab.

Byggeriet, der for nylig blev indviet, er klædt i aluminium, og tagfladen afspejler de omkringliggende hangarbygninger samtidig med, at det 1.000 kvadratmeter store kontorhus, med sin form og sine forskudte linjer, fortolker hangaren som motiv.

Facaden er perforeret med skyformationer som reference til Sun-Airs virke i luften, og vil om aftenen få det fem etager høje kontorhus til at lyse op i lufthavnslandskabet.

I sommerhalvåret vil den perforerede facade desuden fungere som solafskærmning, mens facaden i vinterhalvåret, når solen står lavt på himlen, skabe et blændfrit lysindfald i kontorerne.

Synergi og synlighed
Det nye hovedkontor indfrier et mangeårigt ønske hos Sun-Air om at samle de administrative medarbejdere i Billund på én lokation.

- Vi oplever allerede fordelene ved at være samlet under samme tag i varierende og tæt forbundne arbejdszoner. Det skaber synergi og motiverer til samarbejde på tværs af vores organisation. Med den markante facade står vi samtidig stærkere i billedet af Billund Lufthavn, ligesom vi har fået udsigt over indflyvningen til lufthavnen, hvilket skaber en helt særlig stemning for både vores medarbejdere og besøgende, fortæller administrerende direktør Kristoffer Sundberg.

Indadtil fremstår hovedkontoret som et åbent kontormiljø, hvor et centralt trappeforløb forbinder de forskellige etager, mens glasvægge skaber visuelle forbindelser på hver etage.

I stueetagen ligger en foyer og et udstillingsområde med Sun-Air Aviation Groups historie, mens de øvre etager danner ramme om åbne kontorområder kombineret med mindre cellerumskontorer. En variation af arbejdsrum, der motiverer til både fordybelse og samarbejde på tværs af organisationen.

Byggeriet, der løber op i et tocifret millionbeløb, er opført i totalentreprise af Ove Larsen A/S. Triconsult har været rådgivende ingeniør.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097